24.12: Metal core - føj for satan!
05. nov. 2009 10.00 Musik
Opdat.: 23. dec. 2009 23.52HATESPHERE - DEN HÅRDE PAKKE
Metalgenren har aldrig haft alt for gode kår i Danmark, men HateSphere er et af de få metalbands, der har formået at trænge op gennem undergrunden og ud i verden, hvor de med tonstunge riffs og melodisk brutalitet har slået fast, at trashmetallen skam lever i bedste velgående i lille Dannevang. HateSphere har seks studiealbums bag sig, og i 2010 drager bandet på en US-tour, der tager dem fra LA til NYC.
Helt kort: hvordan har det været at være musiker her i 00’erne?
- Det har været godt - i og med at jeg ikke var så aktiv i 90'erne, må jeg hellere rose 00'erne... men at være musiker er ikke specielt let. Støtteordninger bliver nedlagt på stribe, og man har svært ved at overleve kun på sin musik.
"HateSphere formår at forene en traditionsbevidst thrash-metal med en større melodiøsitet."
Christian Møller Blæhr, dr.dk/musik
Hvilke musikalske tendenser vil du huske 00’erne for? Hvad var værst og hvad var bedst?
- Nu er jeg metalfyr, så jeg husker især de gode og dårlige ting inden for denne genre. Start 00'erne var fyldt med en masse god, svensk melodød og en begyndende thrash-bølge - det var det positive! Men start-00'erne var også tiden, hvor metal core blev født, og det har vist sig at være den værste og desværre mest vedholdende musikalske bølge nogensinde! Føj for satan,
hvor skal man lede længe efter lignende talentløs og idéforladt genre!
Hvilken dansk kollega har markeret sig stærkest i 00’erne. Hvorfor og hvordan?
- Raunchy - sammen med en del andre danske metal-acts. Simpelthen fordi jeg synes, at de generelt laver kvalitetsmusik.
"Århusianske HateSphere har overvundet massive udskiftninger og er stadig et thrashmetal-band i international klasse."
Johnny Harboe, jp.dk, om 'To The Nines'.
Hvilken plade har betydet allermest for dig i 00’erne? Hvorfor?
- Muse - 'Black Holes and Revelations'. Selvom jeg er metalhovede, så tog Muse mig med storm, da jeg endelig opdagede dem. Høj-oktan blanding af hård rock, symfonisk pop og elektronisk musik.
Hvilket hit vil du huske 00’erne for. Hvad er dit forhold til dette hit?
- Desværre var Aqua's storhedstid i slut 90'erne... hehe! Ellers ville jeg have sagt 'Roses Are Red'! Jeg går ikke så meget efter de generelle "hits", men skal det være, så er det sgu da federe at tage et af de rigtig corny dancehits, i stedet for de mere stuerene og seriøse rock/pop-sange. 'Boten Anna' må vel være den ultimativt mest irriterende og derfor også mest eksponerede sang... så hvorfor ikke tage den?