11.12: Panda-musik og reunions
05. nov. 2009 10.00
Opdat.: 10. dec. 2009 22.06Det århusianske musikerkollektiv Under Byen har aldrig fået det store kommercielle gennembrud. Til gengæld har de udgivet tre albums igennem karrieren, der alle har fået særdeles gode anmeldelser med på vejen. Det fjerde album fra Under Byen skulle efter planen udkomme 8. februar 2010. Vi har talt med bassisten Sara Saxild.
Helt kort: hvordan har det været at være musiker her i 00’erne?
- Personligt har det været spændende, da Under Byens første plade udkom i slutningen af '99, så vores udvikling som band har været henover 00'erne. Tingene har selvfølgelig ændret sig fra starten af årtiet og til nu, men når man arbejder indenfor et kunsterisk felt, er det jo også både ønskeligt og udfordrende.
Hvilke musikalske tendenser vil du huske 00’erne for? Hvad var værst og hvad var bedst?
- Grundlæggende er det jo lidt skammeligt, at man skal svare på "værste tendenser". Dels er de med til at definere de gode ting, dels er det jo tendenser, som vi kan grine ad efterfølgende, men sikkert havde et anderledes positivt forhold til i det nu, som de opstod i. Men tvinges jeg til at være bedrevidende og dømmende, må det værste blive en delt førsteplads mellem "panda-musik" og reunions.
Det bedste er jo nok, at musik nu kan udsendes af alle på alverdens måder. At det ikke længere kræver et studie for at indspille en godt lydende plade. Det har medvirket til en langt større "undersøgelsestrang" hos en række nye bands, der leger et udtryk frem og ikke skal have kommerciel succes for at få dækket deres indspilningsomkostninger.
"'Det er mig der holder træerne sammen' bekræfter indtrykket af et orkester, der er fast besluttet på at holde sin sti ren. Et luftigt drømmesyn i periferien af dansk rytmisk musik."
Kim Skotte, Politiken
Hvilken dansk kollega har markeret sig stærkest i 00’erne?
- Der er mange at tage af, men stemmen må gå til Jacob Bellens fra Murder og I Got You On Tape. Jacob formår som få danske musikere at skrive forrygende engelske tekster og ikke mindst udføre dem med en indlevelse, der er få forundt. De plader, han har været med til at lave, er alle af et meget højt niveau, og hans indstilling til at være musiker er dejlig uprætentiøs.
Hvilken plade har betyder allermest for i 00’erne?
- Igen svært at vælge - der er jo udgivet mange særdeles gode plader, også i 00'erne . Jeg er ikke i stand til at nævne én plade, der har betydet mest for 00'erne, men en plade, der har betydet meget for mig, er Blurs "Think Tank".
Jeg lærte den først at kende et par år efter udgivelsen, men har hørt den rigtigt meget. Jeg finder sangskrivningen meget inspirerende. Det er et særegent album med lutter gode sange og arrangementer, hvori jeg kan blive ved med at opdage noget nyt.
Hvilket hit vil du huske 00’erne for?
- Malk de Koijns 'Vi tager fuglen på dig'.
Jeg er altid meget sen til at opdage et hit og de hænger sjældent ved! Men denne sang hører jeg stadig ind i mellem sammen med resten af 'Sneglzilla'. Og så har Ingen Frygt lavet en glimrende video til denne sang.