22.12: Uimodståeligt tag-selv-bord

Selvom Julie Maria aldrig har gjort et større væsen af sig selv, er hun ganske velbevandret på den danske musikscene. Siden sin fine jazzpop-debut fra 2002, 'Beautiful Minor',  har hun slået pjalterne sammen med en lang række prominente musikere, og især mødet med Steffen Brandt fik afgørende betydning for Julie Marias senere udtryk. Julie Maria har tre albums bag sig, senest det dansksprogede - og anmelderroste - 'Yaguar'.

Helt kort: hvordan har det været at være musiker her i 00’erne?
- Helt kort: Udfordrende. Ensomt. Vildt. Strålende!

Hvilke musikalske tendenser vil du huske 00’erne for?
- Jeg vil huske 00'erne som den elektroniske tidsalder. Selvstændiggørelsen og enmandsvirksomheden med ubegrænsede muligheder. At kunne sidde i en lufthavn og lave en plade, hvis det er det man har lyst til.

Hvad var værst og hvad var bedst?
- Vi svøber os i musik, det er en oase og et uimodståeligt tag-selv-bord. Inspirationen kommer alle steder fra, grænserne nedbrydes, det er jo genialt og enormt befriende! Samtidig er det blevet sværere at navigere og fordybe sig, fordi man gerne vil have det hele med. Resulatet kan blive lidt for mange overfladiske, musikalske bekendskaber.

Hvilken dansk kollega har markeret sig stærkest i 00’erne?
- Umuligt at svare entydigt på, der er heldigvis så mange. I stedet for at nævne helt åbenlyse navne som Trentemøller, Raveonettes, Tina Dickow, Mew eller Nik og Jay, vil jeg pege på Under Byen. Et anderledes og modigt orkester, som har formået at markere sig uden for landets grænser med dansksproget musik.

Hvilken plade har betydet allermest for i 00’erne?
- Thom Yorkes 'Eraser' fra 2006 er en central plade i mit arkiv. Jeg forbinder den specielt med min periode i New York, hvor mange af sangene til 'Yaguar' blev til. Et mesterværk fra en kompromisløs kunstner, der er med til at diktere tiden. Og til de nysgerrige der gerne vil have noget ny musik at rive i, er Nina Kinert med 'Pets and Friends' en makaber lille perle.

Hvilket hit vil du huske 00’erne for?
- Trentemøllers 'Moan' med Ane Trolle, er et tidløst, fantastisk nummer, som fænger mig og får mig til at stoppe op hver gang jeg hører det. Der er noget med den dér stemming jeg aldrig bliver træt af... En anden, mere skæv vinkel, må være min opdagelse af 'Both Sides Now' med Joni Mitchell. Sangen udkom første gang i 1969, men hendes version på albummet fra 2000 af  samme navn, vidner om en kunstner der har levet et liv og kan fortælle om det indefra. Større bliver det ikke.