19.12: Man skal råbe højt for at blive hørt
05. nov. 2009 10.00
Opdat.: 18. dec. 2009 21.50Med udgivelsen af debutpladen 'Bag de blå Persienner' i 2000 ridsede Tobias Trier sit navn fast som en af Danmarks musikscenes store troubadurer og ordelskere. Hits som 'Hvorfor kommer hun ikke' og 'Drak af din kop' er stadig printet på nethinden på de fleste, og 00'erne har været produktiv for den danske lyriker, som udover adskillige sideprojekter, som f.eks. nyligt at have været en del af DRs Så Syng Da Danmark, har udgivet intet mindre end fem plader.
"Ikke noget med at sidde apatisk med hænderne i skødet og tude over at kæresten har været hende utro. Nej, hun har simpelthen taget lighteren i egen hånd og brændt hans lejlighed ned!"
Tobias Trier
1) Helt kort: Hvordan har det været at være musiker her i 00’erne?
22.02.00 er datoen for min debutplade 'Bag De Blå Persienner'. En drøm gik i opfyldelse, da jeg, med EMI i ryggen, fik pladen på gaden, fede overskrifter i aviserne og fyldte koncertsale. I årtiet har jeg lavet fem plader og måtte indse, at pladeindustrien er på vej ned, live-scenen på vej op, og man skal råbe højt og klø på for at blive hørt i mængden.
2) Hvilke musikalske tendenser vil du huske 00’erne for? Hvad var værst og hvad var bedst?
00'erne har også været årtiet, hvor alle i princippet fik mulighed for at indspille en plade. I dag kan man jo bare købe en bærbar Mac og en mikrofon, så har man udstyr nok til at lave en hel plade. Man behøver ikke engang købe et musikprogram! Derfor bliver der udgivet mere musik end nogensinde. Det værste er, at der bliver længere og længere i mellem de virkelig gode og helstøbte albummer. Mange ting bliver lavet for hurtigt og overfladisk. En del plader kunne være blevet fantastisk gode, hvis der var brugt mere tid på dem, og hvis flere kræfter havde været samlet om dem.
Det værste er også, at folk er blevet mere dovne og uambitiøse i den måde de optræder. Jeg tror, det skyldes, at folk i høj grad er blevet deres egen rådgiver/maneger/booker og derfor ikke står til ansvar for andre end dem selv, samt almindelig dansk mådeholdenhed. Jeg var på spotfestival i år som publikum og var begejstret over kvaliteten af meget af den musik, jeg hørte. Men jeg var chokeret over hvor uengagerede mange musikere er, når de optræder. Jeg tænkte: Hey, skal det her virkelig forestille at være Danmarks musikalske udstillingsvindue? - Så tag jer dog sammen og se ud som om, I mener det!
"Peter Sommer har haft en meget spændende udvikling. Da han varmede op for mig i Lille Vega 2003, ville jeg ikke have spået ham den enorme succes, han sidenhen har fået."
Tobias Trier
Det bedste ved at det er blevet lettere at skabe musik er, at det åbner op for mange spændende alternative navne som Choir of Young Belivers, Efterklang og Balstyrko. Det bedste er også, at visse stærke enere, som for eksempel Mikael Simpson og Nanna Øhland (Oh land) har formået at lave storslået musik i deres soverkammerstudie, netop fordi de ikke har været afhængige af pladeselskab, producer og lydstudie.
3) Hvilken dansk kollega har markeret sig stærkest i 00’erne. Hvorfor og hvordan?
Peter Sommer har haft en meget spændende udvikling. Da han varmede op for mig i Lille Vega 2003, ville jeg ikke have spået ham den enorme succes, han sidenhen har fået. Jeg synes, det er fuldt fortjent. Han har en sjælden evne til udtrykke sit indre og samtidig vende sproget på hovedet uden at miste tråden.
Nephew er også et spændende orkester som i Simon Kvamm har en original frontmand, der har markeret sig med en helt anden stil som er fragmentarisk, distanceret og kosmopolitisk uden at blive uvedkommende.
"Hey, skal det her virkelig forestille at være Danmarks musikalske udstillingsvindue? - Så tag jer dog sammen og se ud som om, I mener det!"
Tobias Trier
4) Hvilken plade har betydet allermest for dig i 00’erne? Hvorfor?
Rasmus Nøhrs album "Lykkelig smutning" fra 2006 er et mesterværk. Cd'en sidder i min bil hver sommer. Jeg elsker pladen, fordi man kan mærke mennesket Rasmus Nøhr, man kan mærke musikerne, og man kan mærke sig selv. Han tør slippe lytteren helt tæt på, og han tør synge sit inderste ud med stærk stemme.
Desuden har albummet "69 lovesongs" fra år 2000 med The Magnetic Fields betydet meget for mig og lært mig vigtige ting om sangskrivning.
5) Hvilket hit vil du huske 00’erne for. Hvad er dit forhold til dette hit?
Jeg vil huske Sys Bjerres omkvæd "Din lejlighed er lidt brændt ned....." fra sangen Malene. En rigtig ørehænger. Jeg kan godt lide den billedrige og morsomme tekst. Ikke mindst den handlekraftighed som kvinden udviser. Ikke noget med at sidde apatisk med hænderne i skødet og tude over at kæresten har været hende utro. Nej, hun har simpelthen taget lighteren i egen hånd og brændt hans lejlighed ned!