Debutkoncerten var i Danmark
I 1968 spillede Led Zeppelin deres allerførste koncert nogen sinde.
Dengang kaldte de sig ganske vist ikke Led Zeppelin men The New Yardbirds, fordi Jimmy Page i al hast havde samlet gruppen som en fortsættelse af sit tidligere band The Yardbirds, der for nylig var faldet fra hinanden umiddelbart forud for en forestående Skandinaviens-turné.
Navnet var altså et andet, men det var Robert Plant, Jimmy Page, John Paul Jones og John Bonham, der stod på scenen, og rammen var mildest talt et usandsynligt sted for et kommende verdensnavn. Det var nemlig Gladsaxe Teen Club og med på sidelinjen var den danske tour-manager Jerry Ritz. Han arbejdede for bookingbueauet Bendix Music og havde fået til opgave at tage vare på de fire engelske musikere på deres tur rundt i Skandinavien. En turné der indbefattede 9 koncerter og fandt sted i perioden 7. til 17. september 1968.
Her på siden kan du lytte til et uddrag af hans øjenvidneberetning om den historiske aften. Hele interviewet med Jerry Ritz - sammen med masser af musik - kan du høre i Studie 4 på P4 onsdag den 5. december kl. 14.03 og 21:03.
Det er Studie 4's Kurt Baagø, der har talt med Jerry Ritz.