preload loader
Kisten, som Michael Jackson ligger i.

Kisten, som Michael Jackson ligger i.

© Scanpix

 

Skrevet af: 

 

Mindehøjtideligheden - minut-for-minut-reportage

07. jul. 2009 14.21 Musik Opdat.: 07. jul. 2009 21.50

Så er showet slut. Michael Jackson er blevet behørigt hyldet af fans. Missede du showet kan du læse vores reportage fra den store mindehøjtidelighed.

21:40: Så er det slut. Mediefolk i hele verden skal ud og finde nyt arbejde. For nu er det snart ovre. I en nær fremtid begraves Michael Jackson, og så er det - i Michael Jacksons ånd - nok tid til at skrue ned for pressedækningen og komme i gang med at HEAL THE WORLD!

Michael Jacksons kiste bæres ud til tonerne af 'Man In the Mirror'.

21:29: Så kommer 'Heal the World'. Det var nok næsten uundgåeligt.

Søster Janet er på scenen med ikke for at synge. Hun er iklædt solbriller og håndtaske. Hun er nok for trist til at optræde. Det er helt ok.

Mere underligt er det, at Justin Timberlake ikke skulle optræde.

En af brødrene holder tale. Grin og tårer. Maybe now they will leave you alone. Nu gør det lidt ondt. Der er gruppekram for familien, og man synes ærlig talt, at man skulle lade dem være alene. Ingen ønsker at opleve det her foran alle de her mennesker.

Nu taler datteren Paris. Hun bryder sammen og trøstes af Janet. Det er godt TV - men temmelig usmageligt at kigge med.

21:27: Nu er scenen helt fyldt ud. Også med stjerner. Udenfor DR-Byen lyner og tordner det. Der er skybrud. Det er verden, der græder. Det er GENIAL timing!!!

21:24: Vi har været i gang i ca. 7 kvarter. Nu skal der synges 'We Are the World'. En række forskellige kunstner er med. Man skal vist helst være ukendt og af forskellig race for at være med. Det lyder nu meget godt.

21:18: Er det ved at være slut nu? Der er et eller barn, der synger. Kender ham ikke!?

Ahh, på TV2 skriver de, at det er Shaheen Jafargholi, der åbenbart er sådan en slags barne-Paul Potts, der engang sang en Jackson 5-sang på TV. Ok, hvis han kan være med, så kunne Martin eller Mohamed fra X Factor ligeså godt have været her.

Han har samme stemme som Michael Jackson, når han taler. Han blev åbenbart inviteret med til en koncert af Michael Jackson selv. Ja, ok fair nok, men kan lynhurtigt nævne 25 navne, jeg hellere havde set på scenen.

Det vil jeg dog ikke spilde nogens tid med!

21:13: Smokey Robinson er tilbage. Han snakker om, hvordan Michael sang bukserne af ham allerede som 10-årig.

Jeg kunne ikke fatte, at nogen så ung kunne synge med sådan en følelse. Det var en drøm, der gik i opfyldelse - at høre en sang, man havde skrevet sunget på den måde, siger han.

Det er ret sjovt det her. Smokey fortæller, hvordan folk kommer hen til ham efter koncerter og siger: Hey, du synger Michael Jacksons sang - som altså er hans egen.

21:12: Hvis du har glemt, hvor kær Michael var som barn, så tænd for DR Update nu!! Vi nyder det klassiske klip, hvor han optræder med lyserød hat i en meget ung alder. Han er lige til at putte i lommen.

21:07: Yeahh - så er der Usher. Han er god, men er næppe manden, der skal overtage pladsen som verdens største popstjerne. Nummeret han synger er 'Gone To Soon' fra 'Dangerous'.

Der vises billeder på storskærmen. Bl.a. af dengang Michael Jackson mødte frøen Kermit - og Nelson Mandela. Det viser, hvor bredt han spændte.

Man hører et hulk bag Ushers solbriller.

21:02: Kongresmedlemmer Sheila Jackson Lee holder tale om, hvor meget Michael Jackson gjorde for at hjælpe AIDS-patienter. Han var en rigtig samaritaner.

"Michael Jackson, I salute you", slutter hun og viser et diplom, hvor han udnævnes til ikon...

21:00: DR1 sender nu TV-Avisen, så vi må over til Jes Dorph på TV2. Du kan også følge med på DR Update. Og det gælder om at blive hængende nu, for vi mangler stadig søster Janet!

20:54: Martin Luther King III holder tale. Han taler om Shakespeare og Raphael. Det er svært at komme efter Al Sharpton. Han suppleres af Bernice King. Det handler om, at Michael Jackson var levendegørelsen af, hvad Martin Luther King talte om.

Engang ringede Michael til de to taleres talehæmmede mor fra Mellemøsten. Bare han kunne se, hvor meget hendes ansigt lyste op, fortæller hun.

Som sagt: Det er en hård tjans at holde tale efter Al Sharpton.

20:49: Brormand Jermaine Jackson optræder med Chaplins 'Smile' - Jackos yndlingssang. Der er stort set konsensus om, at det ham, der synger bedst af brødrene. Som resten af familien bærer Jermaine en ikonisk hvid handske.

Som nævnt tidligere er der rygter om, at Jackson-brødrene vil forsøge at fremføre de aflyste koncerter som en sidste hyldest til Jacko. Det er svært at forestille sig Jermaine moonwalke gennem en hel koncert.

20:39: Den Blå Lagune-stjernen Brooke Shields holder tale. Var det Michael Jacksons første kæreste? Nej, de var vist bare venner. Så kommer der tårer. De delte det med at være barnestjerner, der skulle være voksne tidligt. Men sammen var vi to små børn, der grinte sammen.

Engang forsøgte Michael Jackson forgæves at lære Brooke at moonwalke. Og så kan hun afsløre, at Jacko var en stor humorist. Der fortælles en anekdote om Elisabeth Taylors bryllup. Det er faktisk lidt rørende, men også lidt som den der tale den gode veninde holder til et bryllup, hvor vitserne er lovlig indforståede.

Nu læser hun op fra 'Den Lille Prins'. Så må hun vist hellere stoppe, før hele salen bryder sammen i gråd.

Molbeck kalder Brooke Shields ungdomskæreste - det var vist en blanding af ven og kæreste.

20:34: John Mayor er på scenen. Det her er fedt. En guitarbåret, instrumental-version af 'Human Nature'.

20:27: Så er der tale fra præsten Al Sharpton. Han taler om, hvor vigtig Michael Jackson var for sorte, og for alle andre, der følte sig udenfor. Længe før 'Live Aid', Oprah og Obama. Michael fik os til at elske hinanden.

Det er en meget stærk tale, det her. Der bliver klappet med de hvide handsker fra familien. De får også en peptalk. Han taler til børnene: Jeres far var IKKE mærkelig. Det var mærkeligt, det han skulle udsættes for.

Denne skribent for den første gåsehud!!

Joe Jackson ses for første gang.

20:21: Jennifer Hudson synger. Hun er kendt fra filmen 'Dreamgirls' og for at have vundet en talent-konkurrencen. Og så kom gospel-koret. Hun synger 'Will you Be There' af Michael Jackson - med Michaels stemme klippet ind.

DR's værter undrer sig over, hvor farmand Joe Jackson er henne. Der er ingen, der har set ham.

20:15: Så kommer de to legendariske basketballspillere Kobe Bryant og Magic Johnson på scenen. De holder tale. Sidstnævnte fortæller om mødet med Michael Jackson. Han gjorde mig til en bedre point-guard, påstår han. Han fortæller videre om videoen til 'Remember the Time' og om, hvordan Jacko spiste en portion Kentucky Fried Chicken. Man skulle nok have været der selv, for helt at forstå vitsen. Men Michael Jackson var altså også en helt almindelig menneske, sevom han var verdens største popstjerne.

(Det mindede lidt om Anders Fogh Rasmussens historie om hans polske ven, som han spiste pizza med).

En anden basketballspiller, Michael Jordan, har også været med i en musikvideo,

20:09: Så er Stevie Wonder på scenen. Han fortæller, at han ikke havde håbet på at leve længe nok til at opleve Michael Jacksons død. Men Gud havde åbenbart mere brug for dig end os her på jorden, filosoferer han.

Han giver en ret fed optræden. Molbech i DR-Studiet sammenligner det med Elton Johns optræden ved Prinsesse Dianas død.

20:03: Nu kører der en film med lidt klip fra videoer og andet. Der er bl.a. et klip af en avisoverskrift, der påstod, at Michael Jackson var en alien. På trods af vedvarende rygter, så var Michael Jackson dog et menneske af kød og blod - modsat Roskilde Festival-aktuelle Grace Jones...

19.54: Barry Gordy - manden bag motown holder nu tale. "He raised the bar, and then he broked the bar". Det var på Motown, at Michael Jackson brød igennem som helt ung.

Ja, og så får Gordy også lige sendt en kærlig sviner til Smokey Robinson, der sidder i salen. Michael var en del dygtigere end dig! Barry Gordy virker alt i alt som en rigtig hyggelig fætter.

Og ja: "Michael var den største entertainer, der nogensinde har levet". Kæmpe bifald.

19.50: Lionel Richie synger. Til de unge læsere er det faren til Paris Hiltons bedste veninde - hende den tynde. Ja, det er ham fra The Commodores og som co-skrev 'We Are the World'.

19:45: Den gamle rapper, nu primært skuespiller, Queen Latifah, snakker om hvad Michael har betydet for hende. Hun læser et digt op. "Now we know that we know nothing", starter det. Vi vidste vi havde ham - og vi er verden.

19:40: Så er musikken i gang. Det er Mariah Carey, der synger. Sammen med hendes gamle korsanger. "Just call my name, and I'll be there". Lige foran står kisten kldt med roser. Mariah Carey laver krummelurer med stemmen og viser, hvor X Factor-Linda har lært det med hånden, der skal vise følelse.

19:34: Så går det i gang. Kisten kommer ind. Den er af guld. Nu starter det hele, og fansene er begyndt at råbe: We Love You, Michael!!

19:28: Bum bum, der skulle minimum være tale om en halv time forsinkelse. Det er så om to minutter. Men det skal vi ikke regne med. Der sidder 3 milliarder seere og triller fingre. Lad os ikke håbe, at alle går ud og tisser på samme tid!!!

19:22: Nikolaj Molbech kan oplyse, at man vist nok kan opleve noget om Michael Jacksons liv på nogle storskærme i loftet. Det kan tv-seerne dog ikke glæde sig over. Vi kigger stadig på et helt stillestående billede fra salen. Der må sidde en tv-producer med kraftige svedpletter under armene netop nu.

19.18: I gang er måske så meget sagt. Der vises billeder fra salen, men der sker ikke noget endnu.

19:15: Der 17.000 mennesker i salen, men der er musestille. Kun få ved, hvad der kommer til at foregå.

19:12: Så gik showet tilsyneladende pludseligt i gang. Der er en hilsen fra Diana Ross. Og en fra Nelson Mandela. Oplæst af Smokey Robinson.

19:07: TV-Avisens reporter fortæller, at begivenheden er en del forsinket pga trafikale problemer. Men som han siger: Der er jo nok ikke nogen, der løber nogle steder! Vi spilder allerhøjst jeres tid.

Han kan også berette, at mange amerikanere er ved at være trætte af at høre om Michael Jackson - alligevel vil rigtig mange dog kigge med i dag.

19:00: Jesse Jackson er allerede ankommet. Han har været talsmand for familie Jackson efter Michael Jacksons død. Rygtet siger, at brødrene vil optræde med det show, som Michael Jackson skulle have optrådt med. Der skal penge i kassen, men sangmæssigt vil de få problemer, mener Molbeck.

18.57: Så er DR1 og Update på plads. Niels Frid og Nicolaj Molbeck er i studiet. Molbeck kan orientere om, at der er blevet holdt en mindehøjtidlighed i nat, hvor nogle fra Jackson-familien var til stede.

Rygterne går på, at Michael Jackson ligger i guldkiste på scenen. Tæt på hvor kunstnerne skal optræde. Det kommer man næppe nogensinde til at opleve i Danmark.

18.34: TV-Avisens reporter i Los Angeles ved endnu ikke, hvad der kommer til at foregå. Men regn med en hyldest og ikke en mørk og dyster stemning. Publikum er på vej ind, og nogle af stjernerne er dukket op.

18.32: TV-Avisen kan oplyse, at tusindvis af fans står klar ved mindehøjtideligheden. Rygterne går på, at Michael Jacksons lig vil være til stede - i en 14-karat guldkiste. Et SWAT-team står klar til at passe på den kostbare kiste.

Tidsplanen er vist allerede skredet!

Send eller anbefal link

Her er et billede fra sidste uge, hvor Michael Jackson øvede i Staples Center i Los Angeles forud for sit comeback. Nu bliver det her mindehøjtideligheden skal foregå tirsdag.

Michael Jackson øvede i Staples Center i Los Angeles forud for sit comeback. Nu bliver det her mindehøjtideligheden skal foregå.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Temaer > Michael Jackson 1958-2009 > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.