preload loader
George Michael Jam

Hvilke George Michael-numre gør sig bedst live? Få tre bud fra en mand, som virkelig kender dem - sangeren fra George Michael Jam, Rasmus Fjeldsted

 

Skrevet af: Søren Bygbjerg

 

George Michael som livekunstner

 

Selvom George Michael ikke har været i landet før, har danskerne haft masser af mulig for at høre hans sange live. Vi har mødt sangeren Rasmus Fjeldsted, som har holdt liv i George Michaels sange i coverbandene George Michael Jam og Starpeople.

De sidste ti år har du optrådt med George Michaels sange. Hvorfor blev det lige ham, du kastede dig over?
- Jeg ledte efter en mandlig sanger, som jeg kunne relatere til - både registermæssigt som sanger og i forhold til hans tekster. Jeg går meget op i tekstuniverset - at der er noget indhold i sangene. Jeg ville for eksempel aldrig kunne lave et Britney Spears Jam, fordi hendes sange ville være lidt for tomme at synge. George Michaels univers er meget personligt. Han lægger ikke skjul på noget eller slører noget, og det synes jeg er fantastisk.

George Michael Jam og Starpeople er to af landets mest populære coverbands, og I har spillet omkring 70 koncerter hvert år, siden I startede. Hvorfor er danskerne så vilde med at høre George Michael?
- George Michael spænder så bredt. Han har lavet disco og poppede ting - han har været alle steder. Det er en af mine booking-kæphest: Når du booker George Michael Jam, booker du et band, der appellerer til tre generationer. Især i de første år kom der alt fra teenagere til folk i 40'erne til koncerterne. I dag er det nok mere de hardcore fans på 30 og opefter, som kommer.

I dag har du sat George Michael Jam lidt i bero og spiller i stedet dine egne sange, bl.a. i duoen Fjeldsted og Bay. Hvad har George Michael lært dig som sangskriver og performer?
- George Michael har et kodeks med at lave ærlig musik. Det, som gør mest ondt at beskæftige sig med, og som er sværeste at få lukket op for, det er også det, man bliver mest rørt af. Og jeg synes, den ærlighed han har i sin musik, den er meget inspirerende.
George Michael også har været er en skole for mig i performance. Det er derfor jeg lavede jambandet oprindeligt. Jeg ville lære og få erfaringerne med at stå på en scene.

Hvad er det så, George Michael kan som performer?
- Der er få rigtige entertainere i musikverdenen i dag. Der er enormt meget "stangmusik", som du kan købe og få en umiddelbar musikalsk oplevelse af. Men du får ikke den dér helt dybe oplevelse af at stå over for en ener som Tom Jones, Aretha Franklin - eller George Michael. Den energi og det nærvær, som er guddommeligt. I mine øjne er f.eks. Robbie Williams stadig en skoledreng i sin udvikling i forhold til, hvor George Michael er i dag.

Du er den, som har den største erfaring med at synge George Michaels sange herhjemme. Har du et godt råd til ham, når han møder sine danske fans for første gang i Parken?
- Musikbranchen har ændret sig meget, siden George Michael sidste turnerede. I dag er der mange stort producerede turnéer, som suser af sted, og hvor der slet ikke er plads til at kommunikere med sit publikum, fordi alting skal gå så hurtigt. Så er der sceneskift og dans og koreografi og jeg ved ikke hvad. Jeg synes det ville være så synd og så ærgerligt, hvis George Michael blev puttet ind i sådan et apparat. Han har et nærvær, som er så stor, at han kan sagtens holde Parken ene mand.

3 af de bedste George Michael-numre live


1. The Edge of Heaven

Det er et Wham!-nummer, som er rigtig sjovt at spille. Folk synger med på det, ligegyldig hvor meget de har fået at drikke: "Yeah, yeah, yeah!" De kan aldrig finde ud af, hvad det er, man egentlig skal synge. 'I'm Your Man' er også sjovt at synge. 'Wake Me Up Before You Go-Go' lyder fedt på pladen, men det er et mærkeligt nummer at spille live.

2. Jesus to a Child
Der er meget poesi i George Michaels tekster. 'Jesus to a Child' er en fantastisk hymne til én han holdt meget af, som gik bort af aids. At spille et nummer som det og høste en fuldstændig stille koncertsal bagefter og så en eksplosiv applaus. Det fortæller, at du har nået publikum. Men det er et svært nummer at synge og få til at lyde magisk.

3. Outside
'Outside' er et superfedt festnummer, som også er fedt nummer at spille live. Ligesom 'Freedom '90','Fastlove' og 'Star People'. Jeg er ikke så meget oppe på de nyere numre som 'Freeek!' og 'Shoot the Dog'. Jeg kan godt høre, at de er meget sjove og der er en masse produktionseffekter, men jeg synes ikke rigtig, at indholdet er der. Det rører mig ikke på samme måde.

Send eller anbefal link

Rasmus Fjeldsted

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Temaer > George Michael > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.