Madonna: Hard Candy

Madonna uden X Factor

Med Madonna handler det altid om meget mere end musik. Vi har vænnet os til, at hver ny plade er del af et nyt look, et nyt projekt eller en ny trend, om det så er moderskab, kabbalisme eller discofever. Denne her gang er det sværere at se, hvad pilen peger på.  Temaet er stadig disco og dansegulv, som hun introducerede det på 'Confessions on a dancefloor' i 2005. Denne gang tilføjet en slikmetafor, som går igen i både titel, cover og tekster med linjer som ''I'll Be your Candyshop/ I'll give You everything'. Så ved vi ligesom, hvor niveauet ligger for den tidligere selvudnævnte feminist. 

Et af de ting, der har sikret Madonna en lang karriere, er hendes næse for at plukke de rigtige samarbejdspartnere. 'Ray of Light'-samarbejdet med William Orbit er et af de bedste eksempler på, at hun har forstået at bruge tendenser, som allerede findes i undergrunden og hive dem ind i sin egen kontekst. Den fornemmelse for trends har svigtet på 'Hard Candy', hvor hun har valgt den sikre, trygge vej for at sige det mildt. Pladen er lavet i samarbejde med Timberland og Pharrel Williams; to producere, som nok var banebrydende for 3-4 år siden, men allerede har givet Madonnas største konkurrenter den undervognsbehandling, som popdronningen nu selv er blevet trukket igennem.

Madonna eller producernes plade?
Man kan høre Pharrel og Timberlands store fede fingeraftryk på musikken hele vejen igennem pladen i sådan en grad, at det mere lyder som deres projekt.  Personligt foretrækker jeg Pharrel og Neptunes' arbejde ved knapperne, der blandt andet kan høres på numre som 'She's Not Me' og 'Incredible' , der er knap så hårdtpumpede og mere funky end resten af pladen. På 'Incredible' hører man endda et ekko tilbage fra Madonnas første single 'Holiday', og det er helt rart at blive mindet om, at fruen faktisk har et kæmpestort repertoire bag sig. For efter en tur igennem superproducernes maskiner, så er det lidt svært at høre Madonna i musikken. Især savner man den gode melodi. Det er få omkvæd, der hænger fast efter et par gennemlytninger, og det kan ikke kamufleres af nok så mange avancerede beats.

'4 minutes' er det helt rigtige valg som førstesingle blandt udvalget på 'Hard Candy', men nummeret lyder også som noget, der blev tilovers fra Timberlands Nelly Furtado-samarbejde. Samtidig er Timberland-protegé Justin Timberlake ved at stjæle billedet fra fruen selv, hvilket egentlig er meget karakteristisk for en plade, hvor det er svært at høre, hvem der sidder i førersædet. 

'Hard Candy' er dygtigt håndværk, men ikke meget mere end det. Der er en konstant fokusering på, at livet foregår på dansegulvet, og masser af hårdtpumpede, overkomprimerede toner at danse til, men ikke nogen, der for alvor forfører. I stedet reducerer Madonna sig selv til en dan-sende duracell discobunny. Det er glat og sikkert, men også temmeligt charmeforladt.