Cocorosie: Fortryllende fint

En udsyret udgave af Minnie Mouse med basketball trøje og nederdel kaster håndtegn ud til publikum i møllevinge-stil. Ved siden af kaster en storby-indianer med dreadlocks-mohawk og gamacher sig rundt med halsbrækkende dansemoves. Tror jeg nok.
De to figurer er søstrene Bianca og Sierra Cassidy, bedre kendt som Cocorosie. Og de synger, spiller og springer rundt i midnatsblåt mørke, som de har gjort under hele koncerten. Kun den selvlysende krigsmaling og ditto tårer lyser pigernes ansigter svagt op. Men publikum er ligeglade; det, vi kan skimte af pigerne er nok. For musikken fylder det hele.
Sært og fantastisk
Med tonstunge beats blafrende gennem publikum, med operettesang og lillepigerøst formår de to søstre og den imponerende human beatboxer, Spleen, at lade hiphop, folk og pop skylle ind over hinanden og forene sig på forførende vis. Harpe, legetøjsinstrumenter, klaver og klarinet vikler sig ind i hinanden koncerten igennem og løfter stemningen.
Med publikumsfavoritter som ’By your side’, ’Beautiful Boyz’ og ’Japan’ munder koncerten ud i fællessang og fælleskram. Med armene slynget om hinanden forlader søstrene scenen, og med en sær, fortryllende og fornem koncert forlader publikum den.