Alphabeat: Formålsløs pseudofest

Alphabeat spillede ikke godt. Deres rytmesektion (trommer, bas, guitar) svang ikke. De få live-spillede keyboard-roller var uinspirerede og druknede i backing tracket. De to forsangere Anders SG og Stine Bramsen sang rigtigt og rent, men tilførte intet til sangene, der udover de hits, vi kender, var decideret dårlige.

Odeon kogte ellers i momenterne, før bandet gik på. Sjældent har folk været så klar til fest, og min sidemand bemærkede, at med den stribe af gedigne hits Alphabeat har på repertoiret og sådan et publikum, ville det virkelig være svært for de 6 medlemmer, at fucke den her koncert op.

Men det lykkedes. Med bravour. Der var stadig fest i teltet, og folk væltede rundt i god vilje, men det tyndede ud i publikum undervejs, og under meget af koncerten blev der mest sendt sms'er. Af en uforklarlig grund spillede bandet en fuldstændigt dræbende kedsommelig version af Sugababes' generiske pop-nummer 'Push The Button', og man spurgte sig selv, hvad formålet med denne pseudo-fest egentlig var.

Intet fokus
Alphabeats store problem er, at bandet intet fokus har. Og mens det på album-versionerne af deres fantastiske radiosingler '10.000 Nights of Thunder', 'Fantastic 6', 'Boyfriend' etc. fungerer fint med to forsangere, selv om teksterne er decideret ubehjælpelige, fremstod det grelt og tomt live. For når et band uden forsangere heller intet har på hjerte, og så ikke engang kan spille op til den hovedløse fest man kunne forvente, så står man kun tilbage med en tom følelse i maven.

Ekstranummeret 'Fascination' var det tætteste bandet på kom på at manifestere den eksplosive blanding af en medrivende hooklines, ung løssluppen energi og frisk attitude, der er Alphabeats kendetegn. Men det indtryk var på forhånd blevet fortrængt af utålelige ekskursioner i synth-stykker og mellemspil, der var luftigere end lightergas og dummere end en dårlig joke.