Frédéric Galliano & Kuduru Sound System: Hård røv og håret tilbage

Der findes øjeblikke, hvor man som anmelder bare må glemme notesblokken og lade sig rive med. Sådan et øjeblik var koncerten - eller rettere settet - men den franske DJ Frédéric Galliano og hans afrikanske crew, Kuduro Sound System lørdag aften på Cosmopol. Ikke ét eneste ord fik jeg noteret. Men til gengæld fik jeg rørt en hel masse andre muskler.
"Kuduru", der både kan betyde at være højrøvet og at have baller af stål, kan beskrives som en potent blanding af house og traditionelle afrikanske rytmer. Den hippe rapper m.m. M.I.A. er en af de mange, som har kastet sin kærlighed på genren, men det er Galliano selv, som har æren for at introducere et vestligt publikum for det, han i et radiointerview har kaldt for "den første originale, elektroniske musik fra Afrika".
En heftig gang butt-robics
Det startede ellers beskedent, da den undseelige franskmand smed sine første plader på, men start fik han selskab bag pladespillerne og MacBook Pro'en af en tårnhøj angolansk MC, som blandede afrikansk dansemusik i house-beats'ene og begyndte at toaste henover på portugisk.
Så gjorde tre smækre sorte sangerinde i minimale shorts dem selskab med vokaler og numsevrik, som fik selv den columbianske sexbombe Shakira til at ligne en skolefrøken. Alle dansede med, en publikummer blev hevet med op på scenen, og råbet "Kuduru! Kuduru! Kuduru!" var ved at løfte teltdugen.
Det er noget af et fund, Frédéric Galliano har gjort, og lørdag aften gav de os en heftig gang butt-robics, som ifølge kendere, jeg talte med blandt publikum, ledte tankerne tilbage til de bedste øjeblikke i Roskildes Tech-telt i 90'erne. 6 stjerner til en på alle måder sexet oplevelse.