Lily Allen: Fuck dig - fnis fnis

Arena, lørdag aften

Lily Allen ligner en, der er færdig af grin, mens et begejstret publikum skråler med på omkvædet til hittet 'Fuck You'. Det lyder i al sin enkelthed: "Fuck you, fuck you very very much". Det omkvæd siger en del om, hvad det er hun kan den lille britiske pige.

Hun kan lave lige-ud-af-landevejen-popsange, som rammer lige der, hvor gode popsange skal ramme. Det punkt, hvor det udsagte er så banalt, at det ophøjes til (halv-)guddommelig sandhed. Den slags numre har hun lavet en del af - ikke mindst på sit seneste, noget oversete album, 'It's Not Me, It's You'.

Småskæv grinebidder med kolossal charme
Lørdag aften skruer Lily Allen helt op for charmen. Det er man nødt til, når man ikke synger bedre, og når lydmanden af og til koger i varmen.

Men halløj hvor er hun charmerende. Hun er iklædt en lidt for stor paryk, der i løbet af koncerten aldrig kommer til at sidde helt godt. Hun ryger som en skorsten og fniser hyggeskævt, hvergang publikum jubler. "He he he", lyder det koket fra scenen. Lily bærer en kort kjole med fræk slids - en af den slags som man ser naboens ikke helt så uskyldige teenagedatter i - over hækken på den første solskinsdag.

Ja, og når hun drikker af sin drink, der er installeret på en holder på mikrofonstativet, og får spiritus i ansigtet, så tværrer hun det truckeragtigt ud med baghånden. "Hæ Hæ hæ", lyder det igen, mens hun får teltet til at eksplodere under gennembrudshittet 'Smile' og 'The Fear'.

Klumpset badutspring
Og så kommer højdepunktet. "Fuck you, fuck you you very very muuuuucchhhh", synger vi alle. Desværre lefler Lily ikke for publikum. 9 ud af 10 ville helt sikkert gerne have haft en rundgang mere i selskab med dette fantastiske omkvæd.

Det får man ikke. Man får den næsten ligeså veloplagte 'Not Fair', og så er det slut. Lidt under 55 minutter. Befriende kort. Det kunne mange lære noget af.

Grinende og rygende, forlader Lily Allen scenen. Hun laver et klumpset badutspring, snubler, og så er hun væk.