Lucinda Williams: Glæden er tilbage, øv!

Arena, Torsdag aften.

”You took my joy, I want it back!!”. Sådan brølede Lucinda Williams i ansigtet på sorg, tab og de tilhørende, forreste rækker i Arena-teltet under hendes klassiske kærestesorgssang ’Joy’.
Men noget tyder dog på, Lucinda har fundet den lykkelige kærlighed og fået sin glæde ved livet tilbage.

I tredive år har Lucinda Williams afsunget sine bluesfordærvede countryrocksange. Hun er kun 56 men hendes ituslåede sangstemme har hårdtjent livserfaring som en døende Johnny Cash. Når Lucinda Williams synger kærlighedssange, har kærligheden for det meste været ugengældt. Derfor fortrækker jeg også personligt min Lucinda Williams forpint og sorgtynget... Sadistisk? Måske, men det er især Williams nedslående tekster og mere uforsonlige sange, der virkelig udmærker hende som en stor sangskriver og intens performer. Men der er noget i røre i Amerika. Således er også Lucinda blevet grebet af optimismen, og der var både tandsmil og Obama T-shirts på scenen torsdag aften i Arena-teltet.

Sløv start og lad slutning.
Det startede sløvt ud. Ok, det har været en varm dag, og luften var tung i Arena-teltet, men åbneren ’Righteously’ havde en lad, lunken øl og campingpladsfølelse over sig, der havde været bedre egnet i eftermiddagssolen på Camping Vests miniatureudgave af Orange scene. Bevares, Lucinda Williams er kendt for ulidelig perfektionisme, og såvel Williams som band fik da også hurtig hævet niveauet betydeligt, på professionelt vis.

Det er sigende, at højdepunkterne fra koncerten var fra Williams seneste album, der har et mere positiv tilsnit end forrige albums. Især ’Little Rock star’ var enestående, og pornorockeren ’Honey Bee’ var i den grad også helt oppe i ansigtet på publikum. Da hun endelig spillede favoritklassikeren ’Joy’ var det til gengæld en spagfærdig og overfladisk oplevelse, og den afsluttende, joviale fortolkning af AC/DC’s ’It’s a Long Way to the Top (if you wanna rock ’n’ roll)’ hev endegyldigt oplevelsen ned på et middelmådigt stadium.