preload loader
amadoumariam

Foto: Jens Dige © Rockphoto/Scanpix

 

Skrevet af: 

 

Amadou & Mariam: Afrikas pop-kongepar

Det blinde og malinesiske ægtepar Amadou & Mariam er efterhånden ved at få den opmærksomhed rundt omkring i verden, som deres skarptskårne afro-pop fortjener. Ikke mindst pga. af producer-samarbejder med først Manu Chao og nu Damon Albarn, der har produceret et par numre på det seneste album ’Welcome to Mali’, og det er derfor ikke underligt at arrangørerne havde valgt at placere duoen på den store Arena scene.

Da tæppet gik og det blinde par nænsomt blev ført ind af scenemedhjælpere, var teltet dog kun halvfyldt, og man stod nærmest og ærgrede sig over, at Amadou & Mariam skulle udsættes for Arenas enorme højtalere, som ganske vist spiller højt, men sjældent præsterer et hæderligt og nuanceret lydbillede, hvis publikum alligevel kunne have været på den noget mere festlige Astoria, der normalt lægger hus til de mere eksotiske kunstnere.

Guldguitar og alsidige rytmer
Der gik dog ikke lang tid fra at de første lækre toner flød som honning fra Amadous guldfarvede guitar, til at publikumsmængden var vokset anseligt. Med på scenen fulgte ikke kun de traditionelt klædte korsangerinder og en percussionist, men også tre hvide musikere på trommer, bas og keyboard, og det giver ganske god mening når man tænker på hvor vestlig orienteret Amadou og Mariams popsange er konstrueret, selvom de unægteligt stadigt klinger af Afrika med stort A.

På album kan duoens sange godt flyde lidt sammen og minde om hinanden, men koncerten, der hovedsageligt bød på nyere materiale, var glimrende varieret og en stor demonstration af alsidigheden i de forskellige afrikanske rytmer, som publikum ikke kunne stå stille til. De blev dog sat fuldstændigt til vægs af de to korsangerinder, der hen imod slutningen af koncerten viste deres ekspertise udi at vride kroppen på ægte afrikansk manér.    

Blind elegance
Mariam & Amadou selv, der begge efterhånden er oppe i halvtredserne, stod dog på deres faste pladser foran mikrofonen under hele koncerten, hvilket nok ikke er så underligt, hvis man ikke kan se hvor scenekanten er. Selvom de begge er blinde kan de dog næppe have været i tvivl om, hvor begejstrede publikum var under de mange tilråb og klapsalver - og det er et sjældent syn at guitarister får så stor opmærksomhed under deres guitarsoloer som Amadou.

Koncertens flow kulminerede med de sidste to numre, der bød på flere lange solo-indslag fra alle musikerne, mens publikum klappede med på de deciderede funky rytmer. Alt i alt viste Amadou og Mariam hvorfor de er Afrikas elegante konge og dronning af pop.

 

Send eller anbefal link

Det sagde publikum

Peter, 24 og Jakob, 22, begge fra Nørrebro, København: Bortset fra Nick Cave var Amadou & Mariam nok den bedste koncert på Roskilde i år. Det hele havde et fedt forløb, og virkede mere helstøbt end andre afrobeat-koncerter.

 

Laura, 21 og Ninna, 20, begge København: De havde en vildt god energi, og det var fedt, at Amadou & Mariam var så gode til at holde kontakten med publikum.

 

 

Roskilde-stil
 
 
 
 
 

Hvordan holder din krop til en uge på Roskilde? Dr.dk/sundhed gi'r gode råd.

 

Hør koncerter og se tv-programmer fra hele Rokilde-historien på dr.dk/bonanza.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Roskilde Festival > Anmeldelser > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.