Grace Jones: Lyden af skuffelse
Arena, fredag aften
Lad mig begynde med slutningen. Efter en overdrevet, visuelt overvældende og super vellydende version af titelnummeret fra hendes sidste plade 'Hurricane' kommer Grace Jones alene ud på scenen. Hendes band er netop gået ud bag ved og hun står der alene i sin majestæt, som essensen af alle eventyrs onde stedmødre, et elegant uhyre af sex. Som hun synger på den nye plade er hendes stemme hendes våben, men hendes krop er et glinsende sort skjold.
Hun siger tak. Tak til bandet, tak til Roskilde og tak til os i publikum. Tak til den frivillige fra crowd security, der lod hende ride på hans skuldre ud blandt publikum. Tak til hendes tvillingebror, som altid er med hende bag scenen.
Den ellers så præcise Grace Jones bliver lidt for længe derude og gentager hele tiden; "Tak. Godnat. Tusind tak." Og det hun i virkeligheden mener, er undskyld. Undskyld for at hun gik 25 minutter for sent på - det gør man ikke på Roskilde - og undskyld for at en løs forbindelse gjorde at lyden under hele den første halvdel af koncerten var brutalt formindsket.
Mudder og vrøvl
Nørj hvor var jeg skuffet. Jeg havde glædet mig til et ondt live-orkester og en brandfarlig forsanger. Men der var kun mudrede bas-frekvenser og lyden oppe fra scenen, hvilket gjorde at åbningsnummeret - hendes version af Iggy Pops 'Nightclubbing' - manglede hendes ellers klassiske blanding af onde grooves og sofistikerede arrangementer.
Visuelt holdt det hele vejen: Hun skiftede kostume mellem hvert nummer (!) og når hun var ude bag ved snakkede hun videre i mikrofonen til publikum. Det kunne man dog ikke forstå et ord af, så det blev både lidt morsomt og brød den stemning der nu ellers var. Halvdelen af publikum inden for indhegningen gik som svar på denne første del, det lød som om musikken kom fra Orange, hvilket var et problem, da vi stod på Arena.
Endelig forløsning!
Men så - lige før nummeret 'Well Well Well' lød en høj knitren og så blev alle vore drømme besvarede: Lyden var kommet på, og det i alle frekvenser! Det svang overlegent, og det 8 mand store orkester var præcis så funky og overlegent som det hørte sig til. Hits som 'Pull Up To The Bumper' og 'Slave To The Rhythm' blev leveret med maner, og det var fabulous på alle måder.
Man fandt ud af at hun stadig vrøvlede en del når hun snakkede, og hendes Jamaica-accent (og en lille backstage-bønne) gav hendes talestrøm sit helt eget swing. Men nu var det bare fedt! Grace tog os med på eventyr. Hun var en drage, en slange og et uvejr, og hendes stemme gled som en mørk ørn i luften over beat og bølger. Det var en fucking oplevelse. "Thanks for hanging in there" sagde hun til de festende på forreste række. Selv tak!