Orange Scene, fredag nat
Som med tilgangen på seneste albumudslip, ’The Slip’, stillede Nine Inchs Nails hovedmand, Trent Reznor, op med et minimalistisk show, fredag nat på Orange Scene: et spartansk lys- og sceneshow og kun tre medspillere (med Becks gamle groove-bassist, Justin Meldal-Johnsen, som en noget overraskende deltager på bass, kor og guitar).
Trent Reznor er godt i gang med at dekonstruere sit 20 år gamle industrielle vartegn. Og det går ikke stille for sig. Allerede ved aftenens andet nummer, ’Terrible Lie’, så det ud som om hele maskineriet var ved at falde fra hinanden: en scenemedarbejder forsøger febrilsk at holde sammen på trommesættet, der tæskes ihærdigt i smadder af Ilan Rubin, alt imens Reznor presser, prygler og straffer maskineriet med en sadists præcision. Må vi bede om nåde på instrumenternes vegne!?!
For langsomt og for livløst.
Vi var mange, der afventede Nine Inch Nails med stort håb og natteblind begejstring. Det var sidste udkald, og der var masser af goodwill og en kæmpe kø til de forreste rækker. Så meget desto større kunne faldet mod skuffelsen blive. Det skal denne anmeldelse måske læses i lyset af, og jeg har bestræbt mig på at imødekomme Reznors sidste danske koncert med den strege nådeløshed, som han beundringsvist altid selv har lagt for dagen.
Nuvel, NIN leverede afgjort varen, og vi fik dem stort set alle sammen: ’March of the Pigs’, ’Head Like a Hole’, ’Terrible Lie’, ’Hurt’ etc.. Især ’Hurt’ var ikke til at komme uden om og blev fremført smerteligt og intenst. Men derudover var der en overvægt af ballader, der fremstod for apatiske til rigtig at kunne retfærdiggøre udstrakte passager i langsomt tempo. Jeg spottede flere gabende fans helt foran i pittet, og det går sgu ikke til en Nine Inch Nails koncert! De afsindige lokomotivtromme på ’Wish’, fik dog genstartet maskineriet undervejs, og sangen var et af de absolutte højdepunkter på et langt show, der var pakket med eminente sange, hvor enkelte dog synes at være en smule trætte. Muligvis slidte efter for megen turnévirksomhed.
En afsked
De laver dem sgu ikke som Trent Reznor længere. Når det kommer til balancegangen mellem kreativ suverænitet og kommerciel slagkraft, er han måske sin generations ypperligste linedansere. Trent tar’ ikke noget pis. Trent går ikke på kompromis. Således erklærede Trent Reznor for et par uger siden, at han ville sætte en stopper for videre turneaktivitet, fordi han er på randen til at blive sindssyg af det. Ellers givetvis en lukrativ virksomhed, tænker man, men nu vil Trent koncentrere sig om at komponere og indspille. Det er måske et klogt og nødvendigt valg, for det ville være ubærligt at overvære den spirende træthed, man kunne fornemme lurede under overfladen på nattens show, tage yderlig fat i en ellers stolt karriere.
Det er tid til at tage afsked med Trent Reznors gamle maskine. En ny skal bygges. Det sidste show i USA er blevet afviklet. Roskilde var sidste chance for at bevidne Nine Inch Nails live på dansk grund. Min sympati går ud til alle dem, der missede chancen.