Coldplay: Glem alt om Oasis

Orange Scene, søndag aften
Bare fordi begge bands er britiske, så behøver de jo ikke at ligne hinanden. Men det var nu alligevel som om, at man glemte absolut alt om Oasis, da Coldplay gik lidt forsinket på scenen søndag aften. For modsat Oasis, der spillede samme sted fredag aften, så pyntede Coldplay på egne sange og forsanger Chris Martin hoppede rundt som en gal. Intet stod stille hverken på eller foran Orange Scene.
Mens Oasis var forudsigelige og lige ud ad landevejen, lød Chris Martin og kompagni sjældent helt som på sine studiealbums. Der blev leget. Når det ikke var fællessang fra det skrålende publikum, så imponerede de fire musikere blandt andet med en hårdtpumpende version af "God Put a Smile Upon Your Face" og en akustisk udgave af Michael Jackson-hittet "Billie Jean".
Charmetrold uden poltik
Modsat hvad man kunne forvente, havde forsanger Chris Martin pakket de politiske budskaber væk. Tilbage var derfor kun musikken - og det var rart. I stedet kastede den charmerende og hoppende forsanger sig ud i danske sætninger og flettede flere gange linjer om Roskilde og det "fantastiske publikum" ind i sangteksterne. Det kunne have været kvalmt, men det blev det aldrig.
Og ja, publikum labbede det hele i sig - men det tror da pokker. For Coldplay talte til os og kom ud over rampen. Bogstavelig talt faktisk. Bandet leverede kort sagt den stadionkoncert, som hverken Oasis eller noget andet band har formået at give Roskilde dette år.