Faith No More: Say no more

Det skulle være en smal sag at sætte fut i debatten herunder.

Et par billige bemærkninger om mænd i panikalderen, der tager sig en sommerpause fra familielivet, for at ride en sidste tur på fortidens bølge af storhed.

I en tid, hvor det er blevet skræmmende moderne at gendanne en hvilken som helst ynkelig musikkarriere er det fristende, men i netop tilfældet Faith No More bør man nok fare med lempe.

Gungrende klassikere
For selv om rap-metal heltene fra slutfirserne, udelukkende har besluttet sig for at rejse rundt med en lille snes skæringer fra bagkataloget, (tilsat Bee Gees' 'I Started a Joke' og en bizar version af Lady Gaga's 'Pokerface') leverer Faith No More stadigvæk ufatteligt gedigne og tighte versioner af gungrende klassikere som 'From Out of Nowhere', 'Epic' og 'Midlife Crisis'.

Og selv om Faith No More efter 11 års opløsning mere ligner en kokainhandlende mafiabande fra Miami, end det tidsdefinerende rockorkester de var, så brænder de tydeligvist stadig helt enormt for at få bagkataloget smidt suverænt udover scenekanten til flere end de mest trofaste fans.

Mike Patton som trækdyr
Alt sammen takket være frontmand Mike Patton, der denne eftermiddag agerede altafgørende trækdyr, med lige dele selvironi og fandenivoldskhed - og lige dele flabet drengerøvsattitude og moden gentleman.

Og de gode manerer fortsatte såmænd langt ud blandt gæsterne, da dagens setliste nåede til superballaden 'Easy'. Mens masserne foran Orange satte gang i et gigantisk masse-snerv, fik guitarist Jon Hudson skamfuldt fjumret rundt i den tilhørende og fortsat legendariske guitarsolo.

Rockmuseum
Man sidder tilbage med et indtryk af et band, som følte sig sjældent naturligt hjemme på Orange Scene - og for nu at sikre en smule gang i bemærkningerne forneden, var festivalens vartegn denne eftermiddag igen bedst i egenskab af rockhistorisk museum.