Pet Shop Boys: En lukket fest

En mur af 50 papkasser udgjorde den enkle, men effektive scenografi, da Pet Shop Boys natten til søndag optrådte på Orange Scene.
Og en mur rejste sig desværre også mellem de indviede fans i pit'en lige foran scenen, som de to popveteraner Neil Tennant og Chris Lowe forkælede med en sofistikeret koncert med mange overraskende sangvalg, og så alle festivalgængere ude på pladsen, som ikke fik den parade af 80'er- og 90'er-hits, som de fleste nok havde håbet på.
Ikke bare "greatest hits"
Det er tredje gang, Pet Shop Boys gæster Roskilde, og også denne gang leverede de en stilsikker og sømløs optræden med alt, hvad et pophjerte kan begære af kostumeskift, koreografi og sceneshow. Som sanger og frontfigur holder Tennant altid en vis distance, som de fire energiske dansere og korsangere kompenserede overbevisende for. Og Lowe, som ellers er kendt for at stå bomstille bag sit keyboard, trommede løs på sin el-tromme, gav en klaversolo og viste dansetrin.
Modsat ved deres Roskilde-koncert i 2002 har duoen i år et rigtig stærkt album med sig på turné, det roste album 'Yes' fra marts måned. Det blev modigt udnyttet ved at fyre hele fire numre af fra den nye plade inden for koncertens første halve time. Samtidig havde flere gamle hits fået nye beats og blev flettet sammen på overraskende måder. Og så havde Tennant & Lowe dykket dybt i deres sangskat fra de seneste 25 år og fundet flere mere eller mindre glemte albumnumre frem ('Two divided by zero', 'Why don't we live together', 'King's Cross' og 'Closer to heaven') og sågar en enkelt b-side, den smukke ballade 'Do I have to?'.
Nu med Coldplay
Alt sammen til udelt fornøjelse for de inkarnerede Petheads - som for eksempel denne anmelder. Men ikke for størstedelen af de forsamlede foran scenen denne lørdag nat, som havde sat sig op til folkefest, og kedede sig bravt mellem de velkendte hits.
Der var kun for alvor dømt fællessang under 'Go west', 'Always on my mind', 'Se A Vida E' og 'It's a sin'. Og det virkede ærligt talt lidt absurd, at der var mest gang i publikum under en coverversion af Coldplays 'Viva La Vida', mens vi blev snydt for Pet Shop Boys' egne fuldtræffere som 'Opportunities', 'What have I done to deserve this?' og ikke mindst 'New York City boy'.
For fans var Pet Shop Boys-koncerten sublim, men lørdag kl. 01 på Orange Scene bør ikke være en lukket fest.