Tis, lort og romantik i luften
Årets vinderhistorie er fundet!
Fra lort i lejren til pis i håret og onani ved højlys dag. Årets Roskilde-gængere har bombarderet redaktionen med vilde festivalhistorier, og her er vinderen af to billetter til Roskilde Festival 2009:
"Det mest mærkelige, men også et super-øjeblik, var da min kæreste gennem 1½ år friede til mig lørdag aften i hans lejr foran alle hans venner. Han var udklædt i et hvidt faxekondi joggingsæt fra 80'erne, havde et voldsom cykelstyrsoverskæg og havde barberet sit hår af i siderne. Trods det specielle look sagde jeg ja med det samme og tudede resten af aftenen."
Louise Thomsen, København
Har du en vild, sær, sjov eller smuk festivaloplevelse lige på tungen? Så kom med den i debatten nederst på siden. Imens kan du hygge dig med de andres festivalminder. Her følger et lille udpluk:
"Der var to fyre iklædt hatte og papirsmasker, som rendte rundt og tapede fyre fast til pissoirene på festivalpladsen med gaffa-tape til de sad rigtig godt fast. Alle mennesker stoppede op og grinede og tog billeder i stedet for at hjælpe staklerne fri. Det var vist heller ikke alle ofrene, der syntes det var lige sjovt, men det så i hvert fald sjovt ud."
Anna, København
"Jeg gik ud af pitten et par sange før koncerten med The Chemical Brothers sluttede. Jeg stod i 2 minutter og bare nød udsigten ud over tilskuerne. Det var så fedt at se at alle ude på pladsen holdte én stor fest. Alle var glade og dansede som aldrig før." Lena, Lyngby
"Da jeg og to andre gik og brølede studentersange, var der to mænd der stoppede os og sagde: "Vi vil også gi' et nummer!" Vi satte os ned på de stole, som vi havde med og de to mænd, som er klædt i skjorte og jakkesæt, begynder at synge DK Benzin-reklamer og æblemand-sangen med "bænkebidder" i stedet for "æblemand". Og de havde fandme indøvet sangene! Det var så syret og de sang fire numre, hvor ét af dem vist var russisk. Så pakkede vi stolene sammen og gik hver vores vej. En lille, ekstra minikoncert - så underligt." Emma, Hvidovre
"Mit fedeste øjeblik på festivalen må have været, da jeg en nat skulle gå fra øst til vest for at komme tilbage til mit telt. Jeg gik alene, og det skal lige siges at jeg kun er 15 år gammel, og at det er mit første år på Roskilde. Men selvom jeg gik helt alene mellem fulde, skæve, larmende, flirtende, irriterende unge drenge og piger, følte jeg mig virkelig tryg, og at have den følelse på en så sindsyg vild festival, er fantastisk." Nana, Bagsværd
"Årets koncertoplevelse var Nicole Atkins And The Sea. Min kæreste og jeg sad på tribunen i Astoria og så dybt i hinandens øjne og mærkede musikken krybe ind under huden og helt ind i de dybeste hjertekamre. Vores betagelse af musikken og hinanden var åbenbart synlig for publikummerne bagved, for bagefter koncerten gik en fyr hen til os og gav min kæreste et kondom." Randi, Silkeborg
"Det mærkeligste øjeblik på årets Roskilde var, da en spøjs fyr kom hen og med dybt seriøs stemme spurgte : "Er du en lille fe?" Ude af stand til at finde på noget genialt at sige, svarer jeg "Nej, det tror jeg ikke lige, jeg er..." Hvorefter den spøjse fyrs endnu mere underlige ven kommer hen og beder mig om at lære at trylle. Den alt i alt meget mærkelige samtale munder ud i, at de giver mig en hjemmesideadresse. Det hele var så vildt underligt, men måske lige netop derfor blev jeg superglad. Efterfølgende fandt jeg ud af, at de havde sagt de samme ting til min veninde senere på dagen. Det er dén slags mennesker, der virkelig gør Roskilde fed. De spreder en fuldstændig skør, men sjov stemning, der kun kan gøre én i fantastisk humør." Nina, Aabenraa
"Et super øjeblik var, da jeg en eftermiddag under warm-up sidder i min camp og solen pludselig kommer frem bag en sky. Vi sidder et par stykker sammen og drikker en øl, og da solen bryder frem kigger vi på hinanden og smiler. Vi fik ligesom alle sammne en fulendt rus af lykke, afslapning og festival som kun roskilde, fællesskab, kolde øl og godt vejr kan give." Stine, Randers
"Vi sidder i vores lejr og drikker. Lige med ét kommer der en nøgen mand løbende ind i vores lejr. Han løber et par gange rundt, og derefter forsætter han videre. Vi ser ham igen senere, efterfulgt af nogle vagter i løb og vi føgler også efter. Vi finder så ud af, at han ikke har nogen billet, men er så vild med at være på festivalen, at han på ingen måde vil væk. Han løber ned til søen, hopper i og begynder at svømme, men på den anden side får vagterne desværre fat i ham. Det var virkelig griner!" Lasse, Sengeløse.
"Min kone Tove og jeg er pensionister og kom som bekendt gratis ind, hvilket vi var glade for. Armbånd fik vi skam også, som vi gik med og kroede os resten af dagen. Selvfølgelig var vores børn og børnebørn benovede over, at vi to gamle metusalemmer kom på festival. Men for fanden, hvor folk hyggede sig. Vi vovede os ind i det første hvide telt. Jamen, herre Jemini, en larm! Jeg har været artillerist og har stået ved siden af en kanon, der blev fyret af. Man drømmer ikke om, hvilket sug det giver i een, og sådan var det også på scenen i det hvide telt - bare højere! Hvordan kan materiale, lyd og højtalere dog holde til det? Hvordan har I det når I går derfra? Har I en opskrift? Kan I sove om natten? Vi hører, at der var meget tyveri fra teltene, og hvor er det synd. Jo, der var knald på de gamle ører, men hvor er det skideskægt! Må vi komme igen til næste år? Poul, Kastrup
"Det var et sent (eller meget tidligt om man vil) roligt, smukt øjeblik, jeg delte med en tilfældig nordmand. Solen var begyndt at stå op og hele campingområdet var dækket i tåge. Vi fik talt en smule om hvor smukt det var, og hvor underligt det var ikke at høre høj musik hele tiden, hvorefter vi gik hver til sit. Ingen flirten, ingen fuldemandssnak, ingen laden-som-om. Tak for det øjeblik tilfældige nordmand." Tine, Sønderborg