preload loader
Tony Allen
 

Skrevet af: 

 

Tony Allen - hvad nyttede det?

04. jul. 2009 21.14 

"Hvad har det nyttet? Kan du svare mig på det? Hvad har det nyttet?" Vi sidder i en skurvogn bag Cosmopol-scenen nogle timer før han går på.  Jeg bliver overrasket over hans spørgsmål, for jeg havde troet det var mig, der skulle stille dem.

Men da jeg spørger Tony Allen hvad han mener med at politisk musik ikke er relevant i dag, svarer han med dette opgivende spørgsmål. "Der er ingen der lytter mere. Deres ører er stoppet til. Og politikerne er alle korrupte. Who Cares?"

Livsfarlig fusion

Og det er ikke en hvem som helst der spørger. I halvfjerdserne udviklede nigerianske Tony Allen sammen med den legendariske Fela Kuti det, man i dag kalder afrobeat. Afrobeat var en revolutionerende fusion af den afrikanske lineære musikstruktur - musikken bliver ved og ved, uden omkvæd men med nye roller og dele - og den amerikanske soul-funk instrumentering med trommer, bas, guitar, keys og horn. Og med et slag blev grundlaget for den elektroniske musiks væsen undfanget.

Men afrobeat var også en eksplosiv politisk cocktail af oprør og folkeappel. Fela Kuti er stadig i dag Afrikas svar på Elvis, han er en helt næsten over hele kontinentet, og det hang i stor grad sammen med hans inflammatoriske og dødsensfarlige tekster, der skældte politikerne ud og påpegede magthavernes (også dem fra rige hvide lande) overgreb på Afrikanernes land og ressourcer. Det gjorde at hans liv konstant var i fare og det gav stemme til flere hundrede millioner menneskers lidelser.

Musik kan ikke give magt

"Fela og jeg var som et nukleus," fortæller Tony Allen. "Vi var nødt til at mødes et eller andet sted. Jeg ville være en af verdens bedste trommeslagere og jeg havde brug for en ligemand. Fela kunne ramme den almindelige mand med sine budskaber, og han havde musikken til at gøre det med. Jeg er stadig meget inspireret af ham."

Men i dag er Tony Allens musik ikke lige så politisk. Han fortæller at han vil have flere nye sange på sæt-listen, fordi han hader at gentage sig selv. "Politik er kun et emne jeg berører sporadisk i min egen musik. Alle statsoverhovederne i Afrika er en del af det samme store rod. De er alle sammen korrupte." Da jeg spørger ham om musikkens inspirerende kraft for de undertrykte, svarer han næsten nedtrykt: "Music can inspire, but not empower."

Send eller anbefal link

 

 

Roskilde-stil
 
 
 
 
 

Hvordan holder din krop til en uge på Roskilde? Dr.dk/sundhed gi'r gode råd.

 

Hør koncerter og se tv-programmer fra hele Rokilde-historien på dr.dk/bonanza.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Musik > Roskilde Festival > Nyheder > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.