Madness - det umulige interview

Når man gerne vil have et interview med et udenlandsk band i stand kontakter man deres danske pladeselskab. De går så videre til det nationale pladeselskab, der kontakter bandets manager. Manageren kontakter så tourmanageren, som i samråd med bandet tager stilling til forespørgslen.

De mange led kan sommetider godt give anledning til både misforståelser og forsinkelser. Herunder kan du se, hvordan det gik med vores aftalte interview med engelske Madness.

Mandag kl. 13.00: Efter samtale med Madness' danske pladeselskab lykkedes det at få en interviewaftale bandet i stand. Interviewet skal foregå inden skapoppernes koncert på Orange Scene søndag.

Søndag kl. 14.30: Aftalen bekræftes, og jeg får af det danske pladeselskabs rare mand besked på at troppe op ved indgangen til Orange Scenes backstage-område kl. 17.15 præcis.

Søndag kl. 16.30: Den rare pladeselskabsmand ringer igen og må beklagende meddele, at interviewet er udsat til kl. 18.30.

Søndag kl. 16.50: Jeg kontakter via DRs interview-tovholder igen den rare pladeselskabsmand og får lov til at tage en fotograf med, der kan tage et par stillbilleder af bandet under interviewet.

Søndag kl. 18.30: Forventningsfulde er fotografen og jeg troppet op ude foran backstageindgangen og den rare mand fører os frem til et lokale, hvor guitarist Chris Foreman og saxofonist Lee Thompson sidder og bliver interviewet af et konkurrerende medie. Vi får af vide, at de lige er en lille anelse forsinkede.

Søndag kl. 18.40: Vi får nu besked på, at den flinke pladeselskabsmand, efter samtale med Madness' tourmanager, har fået os presset ind til et lille interview kl. 19.00.

Søndag kl. 18.45: Den rare pladeselskabsmand har været væk et par minutter, men kommer tilbage og meddeler, at der kun bliver plads til få spørgsmål samtidig med, at billederne skydes.

Søndag kl. 18.55: De engelske tourmanager vinker os hen mod det omklædningsrum, hvor bandet opholder sig.

Søndag kl. 19.00: Enkelte bandmedlemmer går rundt i området omklædte, og får lige klaret de sidste småting inden koncerten. Tourmanageren fortæller, at de syv medlemmer er kropumulige af holde styr på. Han mener, at det ville nemmere at være manager for en sæk lopper. Så snart man kigger sig over skulderen, er minimum en af dem forsvundet, fortæller han grinende. Han spørger os, hvilket medie det egentlig er vi kommer fra. Det er ellers ham der i sidste ende har godkendt aftalen. Fotografen svarer, mens vi begge undrer os.

Søndag kl. 19.13: De sidste bandmedlemmer kommer ud af omklædningsrummet og er klar til at blive fotograferet. Der knipses et par gange, og bandet joker lidt og virker som om, at de hygger sig. Jeg stiller guitarist Chris Foreman et par spørgsmål, men får ikke svar på dem. Han ville ellers rigitig gerne svare, siger han, men de skal desværre på scenen nu, fortsætter han. Han foreslår at lave interviewet efter koncerten, det ville være helt passende, siger han.

Søndag kl. 19.15: Bandet går det sidste lille stykke vej op mod scenen, og jeg står tilbage med en blok med en del spørgsmål og ikke så mange svar på. Fotografen og jeg bliver rimelig hurtigt enige om, ikke at prøve igen efter koncerten. Den rare pladeselskabsmand beklager mange gange og fortæller, at sådan går det desværre nogen gange.  

Søndag kl. 19.17: Vi går i rask trav mod den anden side af Orange Scene, så vi kan se koncerten. Vi kan konstatere at vores samlede udbytte af interviewseancen beløber sig til tre billeder, to glas vand og en skive ananas.