En sjusket spillemand

Pete Doherty skriver bedre sange end nogen anden sangskriver i sin generation. Han synger sine sange med en power og overbevisning, som altid gør et kæmpe indtryk. Og han spiller helt vidunderligt på sin guitar.

Men han er så gevaldigt sjusket med det hele.

Mennesket Pete Doherty er så sjusket med sin musik - og ifølge sladderbladene med sit liv - at det var ham, der stod alene og yderst på programmet i Arena-teltet en tømmermands-eftermiddag på Roskilde-festivalens sidste dag, mens hans landsmænd i Coldplay, der kom frem på cirka samme tidspunkt omkring årtusindskiftet, senere på aftenen fyrede det helt store tjekkede og professionelle show af på festivalens store scene.

Skør charme
Det ræs gider Pete Doherty ikke. Han er bestemt ikke tjekket. Han er ikke spor ked af sin sjuskethed. Han har tværtimod gjort den til sit varemærke - og hans publikum elsker ham for det.

Med skør charme og overrumplende små show-indslag mellem numrene skabte han en afslappet, men intens stemning i teltet.

Han byttede sin karakteristiske filthue ud med en studenterhue fra publikum, og han delte rundhåndet ud til forsamlingen af de dåseøl, som han havde fået leveret i en stor affaldssæk.

Troskyldige øjne
Ingen andre ville kunne slippe afsted med at gå i stå i så mange numre og stadig have folk fuldkommen med sig. Blandt andet forsøgte han sig ligesom mange andre på festivalen med et Michael Jackson-nummer. Han hævdede med troskyldige øjne, at han havde øvet sig hjemmefra, men alligevel ville det ikke lykkes. "Sorry I fucked it up", som han sagde til folk uden at skamme sig det mindste.

Pete Doherty kan tydeligvis godt lide rollen som en overlevende spillemand fra 90'erne. Allerede inden Arena-teltets vært var færdig med at introducere ham, stod han og klimprede på sin guitar ude bagved scenetæppet.

Og manden var bestemt ikke noget fjernt og deprimeret syrehoved denne eftermiddag i Roskilde. Han virkede måske lidt speedet på den overtrætte måde. Men han var i allerhøjeste grad til stede og fyldte på imponerende vis hele teltet op med sin afslappede udstråling og voldsomt forstærkede guitar.

Greatest hits-kavalkade
Man kan bestemt ikke sige, at hans forvandling fra forsanger i et punkband til singer-songwriter alene med en guitar er fuldbyrdet. Faktisk bestræbte han sig i mange af numrene på at lyde så meget som muligt som et helt rockorkester.

Ikke mindst fordi Roskilde-koncerten i høj grad udviklede sig til en greatest hits-kavalkade med gamle rocksange fra tiden med Libertines.

Der var faktisk helhjertede fan i forsamlingen, som stod og mumlede, at de var en lille smule skuffede over, at de ikke fik lov at høre flere af de nye numre - ikke mindst fra Dohertys seneste meget fine solo-album.

Men alt i alt var koncerten en fin oplevelse - hvilket er ret godt gået, når man tager alle de åbenlyse skønhedsfejl i betragtning.