Scener fra et cykelliv
Dokumentarzonen 14. januar 2006 kl. 14:30
på
P1
Lars er forhenværende slagteriarbejder, og som hans far udtrykker det, "Bidt af en cykel fra han var barn".
Lars bruger al sin tid på cyklen, som han plejer og pudser efter alle kunstens regler.
Og når han er på en af sine utallige ture rundt omkring i verden, placerer han cyklen ved siden af hotelsengen, for at kunne passe på den.
Lars er 50 år og ugift, for cykelturene tager al hans energi. Han har cyklet jorden rundt flere gange og er kommet i Guinness' rekordbog. Dagligt cykler han 30-50 km i Hobros bakkede terræn, hvor han bor sammen med sin far Henry, i et hus sammen med deres elskede hund.
Men for et par år siden kom Lars ud for en alvorlig ulykke på en cykeltur, hvor han blev påkørt bagfra af en landrover i det sydlige England. Føreren af bilen var en dame, der var ved at lægge makeup.
Lars blev hårdt kvæstet, og den ene ben blev smadret. Men han lovede lægen Mathevan, på det stedlige hospital, at cykle fra Hobro til England, hvis han nogensinde blev rask nok til at sætte sig på en cykel igen.
Og det blev han - efter lang tids optræning og operationer i England og Danmark sammen med hjælp og støtte fra cykel vennerne i Hobro.
Derfor cyklede han den lange vej fra Hobro til England og tilbage igen for at sige tak til lægen, der opererede ham - et gensyn han aldrig glemmer.
I dag er Lars i sadlen igen. Vennerne kalder ham "myggen og elefanten", fordi det ene ben mangler muskler efter ulykken og ligner en tændstik. Men han cykler troligt hver dag for at holde sig i form. Og når han kommer hjem har Henry lavet æblekage, og der diskuteres forsidehistorier fra formiddagsaviserne, og faderens forundring over, at Lars ikke kører på punkterfri dæk.