Fyringsbølgen rammer Danmark
21. jan. 2009 08.37 Penge
Opdat.: 15. jun. 2009 13.56Jobfesten er forbi og næsten dagligt melder små og store danske virksomheder om fyringsrunder. Her kan du få overblik over hvilke danske virksomheder der har måttet fyre medarbejdere efter nytår.
Den 5. januar 2009:
GN Resound fyrer omkring 200 medarbejdere globalt. En betydelig del, men mindre end halvdelen vil berøre danskere.
Den 6. januar 2009:
LM Glasfiber fyrer op mod 450 medarbejdere i Danmark.
Den 7. januar 2009:
Mærsk fyrer op til 100 fra deres hovedkontor som følge af omorganisering.
Sparbank lukker to afdelinger og fyrer 21 medarbejdere.
Aalborg Portland fyrer 135, mens 15-20 outsources til andre funktioner.
Den 8. januar 2009:
FIH Erhvervsbank fyrer mellem 90 og 110 medarbejdere.
Imerco fyrer 125 medarbejdere fordelt over hele landet.
Nissens Kølefabrik fyrer nu 190 efter 280 før jul blev sendt hjem på arbejdsdeling.
Den 12. januar 2009:
Fionia Bank fyrer 70 medarbejdere.
Biva varsler fyringer, men har ikke sat tal på antal afskedigelser.
BRF Kredit siger 10 it-folk op.
PBS fyrer 12 medarbejdere.
Den 13. januar 2009:
Bruun Rasmussen Kunstauktioner laver en større omstrukturering og fyrer 20 medarbejdere.
Rederiet Norden fyrer 37 medarbejdere, heraf 19 i Danmark og 18 i Singapore.
Jydske Vestkysten må nedlægge 20 stillinger og fyre medarbejdere, hovedsagelig på redaktionerne.
Den 14. januar 2009:
Jensen Grupppen fyrer 61 medarbejdere.
Den 15. januar 2009:
Carlsberg fyrer 150 i forbindelse med at forenkle og slanke organisationen. I Carlsberg Baltic må man fyre 124.
PFA Pension fyrer 120 medarbejdere p.g.a. dårlige udsigter for 2009 og en slankere organisation.
B&O fyrer 220 medarbejdere i både ind- og udland. Det kommer oveni, at 300 stillinger blev skåret væk i oktober 2008, heraf 165 fyringer.
Den 16. januar 2009:
Dynaudio i Skanderborg siger farvel til hver tredje medarbejder og fyrer 62.
Tvilum-Scanbirk fyrer 84 medarbejdere på landets fire afdelinger og sender 30 på arbejdsdeling.
Den 18. januar 2009:
Coloplast fortsætter med reduktionen af medarbejdere og fyrer 100-150 i produktionen. I september 2008 blev 110 funktionærer fyret i Danmark som del i global nedgang på 300 stillinger.
Den 19. januar 2009:
Icopal lukker Decra-fabrikken i Kolding i oktober 2009. Der fører til fyring af 39 medarbejdere.
F.L. Schmidt fyrer 600 medarbejdere i Danmark, USA og Indien. Op mod 200 medarbejdere i Danmark, primært Valby, fyres.
EBH Bank må fyre 14 medarbejdere.
Den 20. januar 2009:
Søndagsavisen fyrer 34 medarbejdere efter en nedjustering af regnskabet på 100 mio. kr. før skat.
Sauer-Danfoss fyrer 400 i Danmark. Det er 325 medarbejdere i produktionen i Nordborg, samt 75 funktionærer i både Nordborg og Kolding.
Den 21. januar 2009:
Thrane & Thrane fyrer 90 af koncernens cirka 700 medarbejdere, heraf hovedparten inden for produktion.
Totempo fyrer 48 medarbejdere. Beslutningen kommer i kølevandet på, at Totempo i sidste uge gik i betalingsstandsning.
Den 22. januar 2009:
Sammenlægning med Arla koster 44 ud af 76 stillinger på Hirtshals Mejeri. Mejeriet har været tvunget til at lægge sig sammen med Arla Foods for overhovedet at overleve den aktuelle, økonomiske krise.
Den 23. januar 2009:
Microsoft siger farvel til mellem 75 og 90 medarbejdere i udviklingsafdelingen i Vedbæk. Det er en del af IT-gigantens spareplan om at skære 5000 stillinger globalt.
Slagteriet Danish Meat Company i Vrå i Vendsyssel erklæret konkurs. 170 arbejdspladser forsvinder.
Den 26. januar 2009:
Tøjkoncernen Bestseller med hovedsæde i Brande fyrer 130 medarbejdere. Det erfarer Dagbladet Holstebro-Struer. Bestseller vil ikke kommentere.
SAS afskediger 200 medarbejdere i handlingsselskabet SGS i lufthavnen i Kastrup.
Pumpekoncernen Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro fyrer 208 medarbejdere i Danmark, de 58 er på tidsbegrænsede kontrakter.
Den 28. januar 2009:
Næstveds største industrivirksomhed, Novenco, fyrer 85 ansatte. Virksomheden har 650 ansatte på verdensplan, herfa 450 i Næstved. Afskedigelserne vil ramme cirka 60 produktions-medarbejdere på fabrikken i Næstved samt 25 funktionærer i Danmark og udlandet.
Den 29. januar 2009:
Godt en fjerdedel af medarbejderne på den nordjyske virksomhed Mekoprint i Støvring bliver fyret. Det betyder et farvel til 79 ud af 380 medarbejdere, oplyser TV2/NORD.
Den 2. februar 2009:
Samson Agro skal fyre 70 ud af 240 medarbejdere. Det sker på grund af ordrenedgang som følge af den globale finansielle krise. Både produktionsmedarbejdere og funktionærer bliver berørt.
Den 3. februar 2009:
Som følge af et massivt underskud for 2008 på 4,4 milliarder kroner, fyrer SAS 3000 ansatte. Herudover vil 5600 få nye arbejdsgivere som følge af udlicitering. Det er endnu uvidst hvor mange danske medarbejdere, der vil blive berørt. (Derfor er tallene i taget med i vores samlede optælling).
Der nedlægges 60 stillinger hos Coloplast i afdelingen for Hud- og Sårpleje.
Siemens Wind Power fyrer 400 medarbejdere primært i produktionsafdelingerne i Aalborg, Brande og Engesvang.
Den 4. februar 2009:
Det offentliggøres, at FolkeFerie.dk i sidste uge afskedigede 11 medarbejdere. Ti ud af de fyrede kommer fra virksomhedens hovedkontor i Kastrup, som varetager backoffice-funktioner som callcenter, IT, økonomi og marketing.
Skifteretten i Helsingør erklærer Buksesnedkeren ApS, som står bag tøjmærkerne H2O og Signal, konkurs. Samtlige 190 ansatte i virksomheden bliver opsagt.
Den 5. februar 2009:
Danske Bank fyrer 350 ansatte.
Hardi International A/S i Nørre Alslev på Falster fyrer 74 ufaglærte medarbejdere.
Den 6. februar 2009:
Krisen får nu betonelementfabrikken Spæncom ved Hedehusene til at fyre 70 ansatte.
Den 10. februar 2009:
Star Pipes sælger, grundet svigtende resultater, en væsentlig del af firmaet til Logstor. Det kommer til at koste 100 medarbejdere i Fredericia.
Nordea undgår en fyringsrunde, men vil reducere væksten i omkostninger. Antallet af medarbejdere ventes at falde med 2%, svarende til ca. 680 stillinger, som skal skæres væk ved naturlig afgang i løbet af året.
Den 11. februar 2009:
Nobia Danmark, der står bag Invita og HTH køkkener, fyrer 200 medarbejdere på virksomhedens fabrik i Bording. Det sker i forbindelse med flytning af produktion til fabrikken i Ølgod.
Den 13. februar 2009:
Dania i Nordjylland fyrer 80 medarbejdere på grund af ordrenedgang.
Den 16. februar 2009:
Spar Lolland afskediger 11 medarbejdere. Afskedigelserne skyldes finanskrisen. Samtidig med fyringerne er det besluttet at skrue væsentligt ned for aktivitetsniveauet.
Den 17. februar 2009:
Sydbank regner med at afskedige 100 medarbejdere for at holde omkostningerne i ro. Sydbank kom ud af 2008 med et overskud på 811 millioner kroner mod 2,3 milliarder i 2007.
Danish Crown venter at afskedige cirka 850 medarbejdere i løbet af i år. Dermed lukkes slagteriet i Holstebro, afdelingen i Rødding. Herudover reduceres afdelingen i Esbjerg. Afskedigelserne skyldes en faldende tilførsel af svin.
Den 20. februar 2009:
Skako Industries i Faaborg nedjusterer forventningerne og er derfor tvunget til at fyre 30-40 medarbejdere i 2009.
Den 23. februar 2009:
IC Companys går nu ud og fyrer 140 ansatte - de 60 i Danmark - for at styrke selskabet bundlinje. Omsætning stiger men indtjeningen falder.
Den 24. februar 2009:
Den økonomiske krise har udhulet Scandlines' indtægter siden sidste sommer. Derfor vil rederiet fyre 400 af de 2400 medarbejdere.
Rejsebureauet Via Travel måtte tirsdag opsige 40 medarbejdere. Massefyringen skyldes en tabt kontrakt med staten og den generelle nedgang i salget.
Den 25. februar 2009:
91 timelønnede på virksomheden MicroMatic i Odense har fået en fyresedddel. Den direkte årsag til fyringerne er at MicroMatic, der producerer fadølsanlæg, har færre ordrer end tidligere.
300 danske Danfoss-medarbejdere mister deres arbejde. På verdensplan har Danfoss nedlagt 850 job. Størstedelen af de fyrede danskere kommer fra virksomhedens afdeling i Nordborg på Als, men fyringerne rammer flere steder i Danmark.
Den 26. februar 2009:
Landets største artikeldatabase Infomedia fyrer 26 medarbejdere. Det svarer til 22% af firmaets ansatte.
Bryggerikoncernen Royal Unibrew havde et rigtig dårligt 2008, og et underskud på 450 mio. kr. fører nu til fyringen af 200 medarbejdere. Halvdelen af fyringerne bliver i Danmark, mens polske medarbjdere står for den anden halvdel.
Dantruck lukker sin afdeling i Lemvig og det kommer til at koste 70-80 medarbejdere jobbet. Afdelingen, der stod for produktionen af gaffeltrucks bliver lagt til Uldum, hvor firmaet også har en afdeling. Det er færre ordrer og nedskæringer, der ligger bag nedlægning og fyringer.
11 ansatte må forlade forlaget Lindhardt og Ringhof, hvis fusion med forlaget Aschehoug blev dyr. Sidste års regnskab gav underskud på 34 millioner kroner af en omsætning på 536 millioner kroner.
Den 27. februar 2009:
45 medarbejdere mister deres job på Smithers-Oasis Denmark i Frederikssund. Virksomheden, som fremstiller og sælger de grønne oasisblokke til blomsterdekorationer, lukker, og søsterselskaber i Tyskland og Storbritannien overtager aktiviteterne.
Den 2. marts 2009:
70 medarbejdere fyres fra SSP Technology, der som leverandør til vindmølleindustrien har været et af det sydfynske erhvervslivs fyrtårne.
I Danisco-koncernen rammer sparekniven i hele verden, hvor 200 medarbejdere mister jobbet. Deraf fyres cirka 50 i Danmark - primært på fabrikken i Grindsted i Sydjylland.
I Skanderborg betyder en nedgang i salget af smykker og accessories, at den 26 år gamle smykkevirksomhed Pilgrim fyrer 25 ansatte.
På DanSteel i Frederiksværk fyrer man 24 stålteknikere.
Den 3. marts 2009:
Kun en måned efter første fyringsrunde, må Hardi International på Falster igen ud med sparekniven. Denne gang fyres 86 medarbejdere.
Den 6. marts 2009:
Lindøværftet i Munkebo ved Odense har mistet to ordrer på skibe, værftet skulle have bygget. Det betyder, at Lindøs underleverandører, der arbejder på værftet, må skille sig af med 300 medarbejdere.
Den 9. marts 2009:
Vestjysk Bank fyrer 28 medarbejdere. Det sker i kølvandet af fusionen med Ringkjøbing Bank samt den nuværende markedssituation og følgende lavere aktivitetsniveau.
Den 11. marts 2009:
Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev afskediger 23 medarbejdere. Hovedparten er funktionærer.
Den 13. marts 2009:
Politikens Lokalaviser fyrer 10 journalister, som led i en spareplan.
Den 16. marts 2009:
Morgenavisen Jyllands-Postens trykkeri i Viby ved Århus lukker i år. 107 medarbejdere fyres.
Den 17. marts 2009:
Nye massefyringer er en realitet på Sauer-Danfoss. 330 medarbejdere har modtaget en fyreseddel kun to måneder efter, at 400 blev fyret i koncernen.
Den 19. marts 2009:
SBS Radio skærer i deres udgifter og det koster 43 stillinger hos selskabets 3 radiokanaler. Det svarer til ca. 50% af medarbejderne.
Den 20. marts 2009:
Sun Chemical fyrer snarest muligt 45 af sine 257 ansatte på fabrikken i Køge. Sun Chemical er verdens førende leverandør af pigmenter og trykfarver til den grafiske branche.
Den 23. marts 2009:
Nordens største udgiver af magasiner, Bonnier, opsiger 25 medarbejdere som led i en større spareplan på over 25 millioner kroner.
RTX Telecom fyrer yderligere 30 medarbejdere oven i de 14 fyringer, der blev meddelt i januar. Det sker "dels som led i koncernens overordnede strategi og dels for at ruste koncernen til det udfordrende økonomiske miljø, som koncernen opererer i", forklarer RTX i en børsmeddelelse.
Den 24. marts 2009:
It-virksomheden TietoEnator afskediger nu mellem 55 og 60 medarbejdere fra telekommunikationsafdelingen i Århus.
Den 25. marts 2009:
Vindmølle-virksomheden LM Glasfiber med hovedsæde i Lunderskov ved Kolding har afskediget 425 medarbejdere. De er alle ansatte i afdelingen i Hammelev.
Den 27. marts 2009:
Danish Crown afskediger yderligere 158 medarbejdere. Danish Crown har allerede afskediget 2600 medarbejdere. Nu er 108 ansatte i oksekødsdivisionen og 50 administrative medarbejdere i svinekødsdivisionen varslet fyret.
Den 30. marts 2009:
Københavns Lufthavn afskediger 74 medarbejdere. De seneste måneders voldsomme fald i passagertallet fører nu til afskedigelse af de 74 medarbejdere i CPH A/S.
Den 7. april 2009:
Et fald i efterspørgslen på økologiske produkter betyder, at Grambogård Mejeri nu må dreje nøglen om og fyre 14 medarbejdere.
Den 13. april 2009:
På fabrikken J. Freudendahl A/S i Sønderborg, som er en del af Stoll-koncernen, er 74 medarbejdere blevet afskediget. Samtidig går 110 timelønnede medarbejdere på foreløbig 13 ugers arbejdsfordeling.
Den 15. april 2009:
Luksusyachtværftet Royal Denship, der ligger i hjertet af Århus Havn, går konkurs og 100 ansatte mister deres arbejde.
Den 16. april 2009:
Arla-ledelsen siger, at selskabet er nødt til at fyre 250 og undlade at genbesætte 50 stillinger, fordi der skal spares en milliard kroner i år. De timelønnede på mejerierne berøres ikke, men sparerunden koster 300 stillinger i administrationen, fortrinsvis i Århus, men også på de store kontorer i Stockholm og Leeds.
Den 20. april 2009:
NCC Construction Danmark varsler opsigelser af 70 funktionærer. Det er den i gangværende bolig- og finanskrise, som presser NCC ud i afskedigelser.
Den 23. april 2009:
Pumpekoncernen Grundfos siger farvel til 391 medarbejdere. Opsigelserne rammer bredt i Danmark, oplyser selskabet.
Den 23. april 2009:
I alt 36 medarbejdere hos Midtjyske Medier får at vide, at de ikke længere er ansat, da mediekoncernen skal spare 60 mio. kroner.
Den 28. april 2009:
Vindmøllekoncernen Vestas må fyre 1900 ansatte i Nordeuropa. I Danmark koster det 1275 mennesker jobbet fordelt på afdelingerne i København, Lem og Nakskov.
Den 29. april 2009:
Transportkoncernen DSV meddeler, at der vil blive sagt farvel til 15 pct. af medarbejderstaben, mens det tidligere bud lød på 12-15 pct. Dermed mindskes antallet af medarbejdere med 3900, hvoraf de 2600 allerede er fyret i årets første kvartal.
Den 1. maj 2009:
De omkring 200 tilbageværende medarbejdere i vejhjælpskoncernen Totempo er blevet afskediget med øjeblikkelig virkning, efter at Totempos tre tilbageværende selskaber er blevet erklæret konkurs. Det er selskaberne Totempo Greve, Totempo Vejhjælp og Totempo Århus, der er erklæret konkurs.
Den 5. maj 2009:
Danske Bank må efter kvartalsregnskabet fyre omkring 1000 medarbejdere. Heraf er ca. 200 fra det danske filialnet, mens resten hovedsagelig skal findes i bankens udenlandske afdelinger.
En ny runde af fyringer rammer IT-giganten Microsoft i Danmark. I dag bliver omkring 20 af de 450 ansatte i Microsoft Danmarks salgs-og marketingsafdeling i Hellerup sagt op.
Den 6. maj 2009:
Royal Copenhagen fyrer 70 timelønnede medarbejdere eller hver fjerde ansatte på fabrikken i Glostrup uden for København. Fyringerne skyldes svigtende salg af de dyreste produkter fra selskabet. I august har selskabet med de musselmalede stel kun 200 ansatte tilbage i Danmark. I stedet flytter meget af produktionen til Thailand.
Den 15. maj 2009:
En sparerunde hos rederiet Scandlines koster nu en række medarbejdere jobbet. Faldende trafik med færgerne får skylden for sparerunden, der betyder at Scandlines må fyre 31 medarbejdere. Planen har været at skære 57 stillinger væk, men naturlig afgang og færre ansættelser af afløsere og sæsonmedarbejdere hindrer en del afskedigelser.
Den 20. maj 2009:
70 medarbejdere på sengefabrikken Invacare-EC i Høng kan se frem til en fyreseddel. Virksomheden har en samlet medarbejderstab på cirka 120.
Den 28. maj 2009:
FLSmidth meddeler, at de som udgangspunkt ser sig nødsaget til at fyre 170 medarbejdere i Danmark.
Danfoss fyrer igen. Denne gang må 166 medarbejdere se sig om efter et andet job. 129 har fået fyresedlen hos Danfoss Drives i Gråsten - mens 37 i andre forretningsområder mister jobbet.
Dantherm fyrer 28 medarbejdere i underselskabet Dantherm Air Handling. De 28 er fordelt på 14 funktionærer og 14 timelønnede.
Den 10. juni 2009:
Erhvervsrejsebureauet BCD Travel opsiger over 20 af sine 160 medarbejdere i Danmark. Dette sker som følge af at A.P. Møller - Mærsks fra september skifter erhvervsrejsebureau fra BCD Travel til American Express.
Den nydannede brancheorganisation Landbrug & Fødevarer medfører, at Mejeriforeningen i Århus nedlægger 57 stillinger, svarende til 40 procent af personalet.
Den 12. juni 2009:
Den nye landbrugsorganisation Landbrug & Fødevarer nedlægger cirka 60 stillinger i forbindelse med omstrukturering og fusion. Nogle af stillingerne, der påtænkes nedlagt, er ubesatte, hvilket betyder, at 40-50 medarbejdere bliver afskediget.
Den 15. juni 2009:
Det A. P. Møller-Mærsk-ejede Lindø-værft skal fyre omkring 175 medarbejdere som led i planerne om at skabe et mindre værft. Afskedigelserne bliver primært inden for ingeniør- og de tekniske områder samt arbejdsledelse. Værftet vil forsøge at hjælpe de fyrede med at finde ny beskæftigelse.