Kvindelige forskere diskrimineres

I forrige nummer af det anerkendte tidsskrift Nature var der endnu en artikel, der sort på hvidt dokumenterede, at kvindelige forskere systematisk bliver forskelsbehandlet i forhold til deres mandlige kollegaer. Skal vi gøre noget ved det - eller skal vi lade stå til?

Der har været diskuteret i årevis, hvad grunden til de manglende kvindelige forskere kan være. Fakta er dog, at Danmark med sine 1,4% kvindelige topforskere inden for naturvidenskabelig og teknisk forskning, har den tvivlsomme ære at være det land i verden, hvor kvinder har sværest ved at komme til tops i forskningshierarkiet (se f.eks. artikel fra Politiken).

Man kan vælge at forholde sig til dette faktum på to måder: Man kan mene, at det går fint med universiteternes forskning, så hvorfor bekymre sig om, at forskningen, der finansieres af både kvinder og mænd, hovedsageligt drives af mænd? Men man kunne også anlægge det synspunkt, at det vil være både demokratisk og gavnligt, at der kommer flere kvinder ind i dansk forskning.
Skal udviklingen hjælpes på vej, står man med det problem at skulle finde ud af, hvordan man kan gøre det på en fornuftig måde. Forskningsministeren valgte i 1998 og igen i 2005 at nedsætte et udvalg til at komme med forslag til, hvordan udviklingen kunne hjælpes på vej, så ligestilling kan opnås inden for en årrække, der er overskuelig for os, der er i live i dag. Udvalgenes arbejde resulterede i to stort set identiske rapporter med diverse forslag til konkrete ting, man kunne gribe til for at sætte skub i udviklingen. Desværre var der ingen af punkterne, der fandt interesse hos nogen af de forskningsministre, der har siddet på posten siden 1998.

Der er ellers nok at tage fat på. Men ikke engang et ganske uskyldigt forslag om at oprette 40 professorater til det underrepræsenterede køn, som kom frem i 1998 kunne ministrene leve med. Det underrepræsenterede køn er i denne sammenhæng kvinder, da der ikke findes nogle forskningsområder, hvor der er et flertal af kvindelige professorer. De foreslåede professorater var ikke faste stillinger, men forskningsprofessorater af 5 års varighed. Kvindeandelen blandt professorerne vil dermed blot komme op på ca. 7% i Danmark, men det er faktisk en fordobling af antallet af kvindelige professorer!
 
Det bliver ofte hævdet at rekruttering af et bestemt køn (det kvindelige) vil være skadeligt for forskningskvaliteten. Underforstået, at hvis man ansætter en kvinde i en øremærket stilling, vil der med sikkerhed være en mand, der er bedre kvalificeret men ikke fik chancen. Når jeg hører det, dukker der altid et spørgsmål op: "Bedre end hvad?". Er det fordi man forventer, at en rekrutteret kvinde vil være af ringere kvalitet end flertallet af de mænd, der allerede er fastansat, at man råber vagt i gevær? Eller er det blot, fordi man er helt og fuldt overbevist om, at al forskningsvurdering er objektiv, og at det derfor altid er muligt at afgøre, hvem der er bedst også mellem forskellige fagområder? Her er vi ved et helt centralt kernepunkt i hele forskningsdebatten. Hvad er god forskning? Hvem beslutter, hvad der er god forskning?

I en anden artikel fra tidskriftet Nature skrevet af svenskerne Christine Wennerås og Agnes Wold, påviste de, at det ellers i alles øjne meget objektive fordelingssystem af penge, som det svenske medicinske forskningsråd havde, indeholdt mekanismer, der overvurderede mandlige præstationer og/eller undervurderede kvindelige præstationer. Mændenes fordel var i særlig grad deres netværk med tættere tilknytning til bedømmerne, som gjorde, at de efter "en samlet vurdering" var bedst egnede. I snit viste det sig at kvinderne skulle have publiceret 2,5 gang mere end mænd i tilsvarende tidsskrifter, før de kom i betragtning. Dette studie er desværre ikke det eneste, der viser, at forskningssystemet, som det er i dag, ikke er kønsneutralt. Andre studier, der dokumenterer kønsforskelle i forskningsverdenen måde at evaluere på, er f.eks.:

• En rapport fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) der viste, at de kvindelige ansatte fik mindre løn, havde mindre laboratorier og færre laboranter, men til gengæld underviste mere end deres mandlige kollegaer.
• Et studium af Paludi & Bauer, hvor de viste at vurderingen af en videnskabelig artikels kvalitet afhang af om forfatternavnet var kvindeligt eller mandligt. 
• Et studie af Trix & Psenka, der viste de opsigtsvækkende kønsforskelle i anbefalingsbreve skrevet for kvindelige og mandlige ansøgere.
• Se også de danske tal hos Center for Forskningsanalyse.

Da det danske rekrutteringssystem ikke er meget anderledes end f.eks. det svenske, er det mig en gåde, at man stædigt holder fast i, at det er det bedste. Systemet er ikke fejlfrit og ind imellem heller ikke blindt overfor køn - et faktum, vi bliver nødt til at forholde os til. Det gælder om at sikre forskningsverdenen et så bredt rekrutteringsgrundlag, at der altid vil være mange og mangfoldige ansøgere at vælge imellem.

Spørgsmål eller kommentarer? Skriv til videnskab@dr.dk

Skrevet af: Anja C. Andersen