TOKYO-BLOG: At være beredt eller ej
11. apr. 2011 12.03 Nyheder
Opdat.: 17. apr. 2011 09.01Søndag 17. april
At være beredt eller ej
Den gamle mand sad sammensunket foran storskærmen i fællesrummet i det evakueringscenter i en sportshal i Tokyo, som jeg besøgte i går. Jeg prøvede at henvende mig til ham, men han reagerede overhovedet ikke.
Han virkede helt fortabt - som om han helt havde opgivet at kæmpe videre. Jeg lod ham selvfølgelig sidde og trak mig undskyldende tilbage.
Han kommer fra det evakuerede område inden for 20-30 kilometer fra det ulykkesramte atomkraftværk i Fukushima. Måske står hans hjem derhjemme og er fuldt beboeligt og slet ikke ødelagt. Måske er han udelukkende evakueret på grund af den usynlige fare for radioaktivitet.
En situation, som han aldrig havde drømt om at komme i, og som han i givet fald har været helt uforberedt på. Det kan slå selv den sejeste og mest stoiske japaner omkuld.
Katastrofer vil ske
Vi har gennem flere uger hørt om, hvor roligt mange japanere tager de katastrofer, der er væltet ned over dem, og hvor heroisk de er er gået i gang med at genopbygge deres liv.
Forklaringen er jo ikke, at de er et særligt eksotisk folkefærd, der biologisk er bygget anderledes end os andre. Det er de nemlig ikke.
Forklaringen er, at de gennem hele livet har lært, at jordskælv og tsunami kan og vil ske. Man håber hver dag, at det ikke bliver lige i dag.
Men den dag, det sker, ved man fra øvelser i børnehaven og skolen og på arbejdspladsen lige præcis, hvad der forventes af en. Man ved lige præcis, hvordan man kan give sit bidrag til, at Japan og japanerne kan komme videre. Man er beredt.
Føler sig svigtet
Det er klart, at ødelæggelserne oppe langs Japans nordøstlige kyst er en langt værre ulykke end atomulykken målt i tab af meneskeliv, menneskelig lidelse og omkostninger til genopbygning.
Men atomulykken, som foreløbig ikke har kostet et eneste menneskeliv, rammer de berørte familier meget hårdt på en anden måde. For den har de ikke på samme måde været beredt på fra barnsben.
Ingen har fortalt borgerne i Fukushima, at sådan noget tænkeligt kunne ske, og at det ville kunne medføre så store omvæltninger i deres hverdag. Ingen har fortalt dem, hvordan de i den tragiske stuation bør reagere, hvis de vil være konstruktive medborgere.
De evakuerede fra Fukushima føler sig derfor i højere grad end deres lidelsesfæller nordpå svigtet. Nogle retter deres vrede mod elektricitetsselskab og myndigheder, og andre rammes af opgivenhed - som den gamle mand i sportshallen i det nordøstlige Tokyo.
Lørdag 16. april
Baseball på banen igen
Japan tog i den forløbne uge et stort skridt tilbage mod normale tilstande. Baseball-sæsonen gik i gang med en halv måneds forsinkelse.
Efter en sørgelig ceremoni ved sæsonstarten er de røde spillere fra Sendai kommet godt i gang.
Det skete ikke uden store sværdslag. Mange spillere har slægtninge i de jordskælvsramte områder, og de ønskede at hjælpe som frivillige frem for at slå til en bold med et bat. Hjemmebanerne for to af de professionelle baseballhold i Japan blev alvorligt ødelagt af jordskælv og tsunami og er ikke genopbygget for alvor. Mange af de indendørs baseball-stadiummer bruger så meget energi, at det opfattes som umoralsk i den nuværende spare-atmosfære i Japan. Og endelig er der mange baseball-fans, som er påvirket af den generelle stemning om, at det stadig er forkert at gå ud og have det alt for sjovt og festligt. Dem ser man ikke på stadion lige med det samme.
Storhold i defensiven
Japans normalt mest populære baseballhold, Tokyo-holdet Yomiuri Giants, som har hjemmebane i den gigantiske Tokyo Dome, som i løbet af en eftermiddagskamp forbruger lige så meget elektricitet som 6000 husstande, mente slet ikke, at man skulle have udskudt sæsonen. Det skulle regeringen ikke bestemme, erklærede klubbens direktør.
Først da abonnenter på Japans og verdens største avis, Yomiuri Shimbun, som ejer Giants, begyndte at opsige deres abonnementer i protest, gav klubben efter for presset, og det samme gjorde de andre klubber i den ene af de professionelle ligaer, Central League, hvor Giants har et stort ord at skulle have sagt. Affæren har kostet Giants dyrt i popularitet.
Sentimental sæsonstart
Den anden liga, Pacific League, som rummer begge de to hold med ødelagte stadiummer, havde egentlig gerne udskudt sæsonstarten endnu længere. Men efter en masse aftenkampe er flyttet til om dagen for at spare elektricitet, og efter reglerne blev lavet om, så kampene ikke længere kan fortsætte inning efter inning ved uafgjort, så gik de med til at begynde i den forløbne uge.
Særligt fokus var der på holdet fra den jordskælvsødelagte by Sendai, Rakuten Eagles, som efter en meget følelsesladet optakt indledte sæsonen med to sejre, og som utvivlsomt vil blive båret gennem store dele af sæsonen på sympati fra hele landet.
Det samme skete for Kobe-holdet, som dengang hed Orix Blue Wave, efter jordskælvet i Kobe i 1995. Det fik i det følgende år en af sine bedste sæsoner nogensinde.
Fredag 15. april
Skælv varsles i lommen
Man kan ikke varsle et jordskælv - eller det kan man godt alligevel. Men kun med ti-femten sekunders varsel.
Jeg har også downloadet en jordskælvs-app på min Iphone. Der har lige været et nyt efterskælv med epicenter ved Fukushimas kyst.
Japanerne har længe været vant til, at alle udsendelser på radio og tv på det statslige fjernsyn NHK bliver afbrudt af et blåt skilt hen over skærmen og en maskinstemme, som annoncerer, at der vil ske et jordskælv i de og de amter med den og den forventede styrke. I disse uger sker det igen og igen.
Det giver een nogle få sekunder til at skynde sig ud i køkkenet og slukke for gassen, komme hen på et stabilt underlag eller blot indstille sig mentalt på, at om et øjeblik begynder det at ryste. Det er ikke meget, men i nogle tilælde kan det være forskellen på liv og død.
Yurekuru
Dette varsel, som leveres automatisk på basis af måleresultater af en afdeling af Japans Meteorologiske Institut, kan nu også fås som app til en Iphone eller en af de andre smartphones på det japanske marked. Ti procent af de japanske mobilbrugere har i dag en smartphone, og inden for de seneste uger er det for alvor blevet almindeligt med disse app's - af gode grunde.
Der er flere konkurrerende tilbud på markedet, men til en Iphone kan man for eksempel vælge den gratis app, der hedder "Yurekuru", som giver et skrækkeligt lydsignal og en popup på din mobilskærm ved ethvert varsel over en bestemt styrke på den japanske jordskælvs-skala. Man indstiller selv, hvilken styrke man vil varsles om.
Allerede i varslet får man epicentret og den forventede styrke af jordskælvet at vide. Og man behøver altså ikke have sit tv eller radio tændt for at få varslet. Man kan også få det undervejs fra det ene sted til det andet.
Ti lange sekunder
- Det er fabelagtigt så længe, ti sekunder kan føles, fortæller min gode ven, mobileksperten Kei Shimada, som viser mig, hvordan Yurekuru virker.
Han fortæller, hvordan disse jordskælvs-app's bliver annonceret ihærdigt på de kommercielle tv-stationer i øjeblikket, og hvordan alle Iphone-abonnenter på åbningssiden af deres App Store kraftigt bliver opfordret til at downloade en af dem.
Når jordskælvet er sket, kan man klikke videre og lynhurtigt se epicentrets bredde- og længdegrad, epicentrets dybde, det præcise tidspunkt samt skælvets styrke på såvel richter-skalaen som den japanske skala.
Ildevarslende hornorkester
De 90 procent af japanerne, som alle har mobiltelefoner med forbindelse til internettet, men som ikke er en smartphone, får også et varsel, men kun ved de allerstørste jordskælv. Det er en indstilling, som telefonerne er født med.
Kei Shimada fortæller, at han opholdt sig i et tog, da det store jordskælv 11.marts fandt sted. Kort inden jordskælvet istemte alle folks mobiltelefoner et ildevarslende hornorkester, uanset hvor meget folk havde sat deres telefoner på lydløs.
- Vær beredt. Der vil komme et jordskælv, stod der på samtlige små skærme.
Og så begyndte det at ryste.
Torsdag 14. april
En dæmper på storbyen
De ødelagte atomkraftværker i Fukushima leverede en meget stor del af den strøm, der drev Tokyos lysreklamer, rulletrapper, elevatorer og aircondition-anlæg. Den strøm mangler man nu, og det lægger en tydelig dæmper på den ellers så digitale storby.
Rulletrapperne er lukket ved mange undergrundsstationer.
De offentlige storskærme på pladsen foran Shibyua-stationen, som er afbildet på utallige kulørte postkort fra Tokyo, er slukkede.
Lidt et symbolsk skridt, for storskærmene bruger med moderne teknologi ikke nær så meget strøm som i gamle dage, men stemningen i byen er sådan, at der hetzes på internettet mod de firmaer, der ufortrødent bliver ved med at holde deres lysreklamer tændt hele natten. Det giver med andre ord bedre reklame at slukke dem end at holde dem tændt.
Så Tokos butiks- og diskotekskvarterer er slet ikke så glimtende og glitrende, som de plejer at være. Men inde bag facaden går forretningerne videre.
Vandreture i undergrunden
På alle undergrundsstationer er der slukket for de fleste rulletrapper. Det giver nogle lange vandreture, når man skal skifte tog ved de store knudepunkter, og for nogle ældre mennesker er det bestemt hårdt.
Men de fleste siger til sig selv og hinanden, at det tager de vist egentlig ikke skade af.
I mange kontorbygninger og hoteller har man skåret ned på det antal elevatorer, der kører. Her i Yurakucho Denki Building, hvor den internationale presseklub ligger, kører kun tre ud af fem elevatorer, og det giver faktisk nogle meget lange ventetider - især ved frokosttid.
Nogle har fundet ud af fidusen. De stiger ind i elevatoren på dens vej ned i parkeringskælderen, så de har sikret sig en plads, når den propfyldte elevator igen skal op mod de øverste etager.
Svedige arbejdsdage
Det, som bekymrer Tokyo-borgerne mest, er den kommende fugtige højsommer. Hvordan skal de holde heden ud, hvis de ikke har strøm til at køre byens mange airconditionanlæg ved normal kraft? Normalt bruges der i Tokyo langt mere energi om sommeren på at køle bygningerne ned, end der bruges om vinteren på a varme dem op.
Tepco, Tokyos elektricitetsselskab, som drev Fukushima-værket, har meddelt alle firmaer og kontorer, at der skal spares 15-20 procent af den normale elektricitet hen over sommeren. Hvis ikke det kan ske ad frivillighedens vej, vil der komme et lovindgreb, hedder det.
Nogle håber på at kunne nøjes med at lukke alting om aftenen og natten. Men andre steder ved man godt, at det umuligt kan give den krævede besparelse. Her vil de ansatte være nødt til at sidde og arbejde i 29 eller 30 graders varme - mod normalt 26 grader. De svedige arbejdsdage glæder man sig bestemt ikke til.
Budskab fra guderne
Tokyos netop genvalgte borgmester, den omstridte nationalistiske politiker Shintaro Ishihara, som har udtalt, at Tohoku-jordskælvet 11.marts var et "budskab fra guderne" til japanerne, er kommet med det ultra-radikale forslag at slukke for samtlige automater på gadehjørnerne gennem hele sommeren.
Ligesom man allerede har skruet ned for kølediskene i døgnbutikkerne.
Det burde kunne give en betydelig del af den krævede besparelse, mener den populære og handlekraftige borgmester. Men det vil også betyde, at borgerne i Tokyo skal drikke lunken sodavand og dåsethe gennem hele den varme årstid.
Ingen iskaffe til den udbrændte kontormand.
Onsdag 13. april
At se på blomster i ro
De smukke kirsebærtræer i alle Tokyos parker og alléer er lige så smukke som alle andre år. Der er bestemt også mange af byens borgere, som sætter sig ud under træerne og nyder forårets komme, ligesom de plejer hvert eneste år. Det er den mest vidunderlige årstid på disse kanter.
Men der er ikke så mange, som der plejer at være, de er knap på højrøstede, og de medbringer langt mindre alkohol. Mange firmaer, familier og kontorer har aflyst deres årlige hanami-fester under kirsebærtræerne i parkerne.
Aflyst hanami hos kejseren
Hanami betyder "at se på blomster", og i år handler det efter sidste måneds jordskælv og tsunami mere om netop at se på smukke blomster og komme i en tænksom stemning, end det handler om at drikke sig en kæp i øret for at fejre forårets komme.
På denne eftermiddag i den traditionsrige Shinjuku Gyoen Park i Tokyo, som er kendt for nærmest at være en botanisk have med mange forskellige slags "sakura", kirsebærtræer, skiller en larmende gruppe håndværkere sig ud. Det er vist ikke ren cola, de har i de store flasker. Men de har også med føje placeret sig helt ovre i hjørnet af parken.
Det er i samme park, at kejseren traditionelt modtager fine folk og udlændinge til hanami-reception på dette tidpsunkt af året. Et arrangement, som også er aflyst i år.
Gang i økonomien
Det samme har man hos radiostationen Tokyo FM, som jeg besøgte i går, gjort med stationens årlige hanami-fest. Fra det centrale radiostudie har man langs en kanal den vidunderligste udsigt til den række kirsebærtræer, som markerer en af indkørslerne til kejserpaladset. Her plejer man at mødes med tykke anorakker og godt humør ved aftentide - men altså ikke i år.
- Oppe i de jordskælvsramte områder i nordøst ønsker folk, at vi skal holde vores hanami-fester. Det sætter gang i økonomien. Men vi har simpelt hen ikke lyst. Vi kan ikke få os selv til at gøre det, fortæller Noriko Tone fra stationens PR-afdeling.
Tirsdag 12. april
Troværdighed på spil
Den japanske regering har i dag bøjet sig for et stærkt pres fra udland og indland og omsider opgraderet atomulykken i Fukushima til den såkaldte "kategori 7", den samme kategori som Tjernobyl-ulykken for 25 år siden.
Regeringens øverste talsmand, Yukio Edano, viser, at man sagtens kan spise tomater fra Fukushima.
I virkeligheden er det jo blot en symbolsk handling. En konstatering af, hvad alle har kunnet se i ugevis.
Ritual
I en måned har det været en del af ritualet omkring de daglige pressekonferencer hos regeringens talsmand, at alle har vidst, at myndighederne ikke fortalte det hele på en gang. De slap oplysningerne ud lidt efter lidt.
Mit indtryk er, at der i begyndelsen var en udstrakt grad af accept af dette hos mange japanere. Ikke hos alle, men mange. Det var en fælles forpligtelse for regering og folk at undgå panik, og i de fleste andre lande ville man sikkert have gjort nogenlunde det samme i en tilsvarende krisesituation.
Tyndslidt forståelse
Men denne forståelse er efter en lang måned med enerverende efterskælv og dårlige nyheder ved at være tyndslidt.
Det, at man oprindeligt - af gode grunde - doserede oplysningerne til offentligheden for at undgå panik, er nu i sig selv ved at blive årsag til om ikke panik, så udbredt utryghed.
Hvad skal man tro På? Hvor alvorligt er det hele? Hvor længe vil det vare?
I det lys skal man nok se morgenens kovending fra den japanske regerings side. Alle kan se, at denne krise vil vare meget længe, og regeringen har brug for at bringe bedre samklang mellem på den ene side de informationer, der gives i de tekniske redegørelser, og på den anden side de konklusioner, som regeringen drager af disse informationer.
Dens troværdighed er på spil.
Mandag 11. april
Når efterskælv varer længe
"La-la-la-la", sagde en kollega fra et udenlandsk nyhedsmedie, da det højhus i det centrale Tokyo, som huser den internationale presseklub, begyndte at svaje.
Udsigt fra presseklubben i Tokyo
Ingen steder tager man de hyppige efterskælv så meget oppe fra og nedad som blandt korrespondenterne i "workroom" på 19. etage af Yurakucho Denki Building.
Jeg har selv oplevet jordskælv mange gange gennem årene præcis same sted. Men dette her efterskælv var anderledes. Det blev ved. Det varede meget længere end de normale 15-20 sekunder, meget længere, og kollegerne i workroom blev pludselig tavse og kiggede på hinanden.
Det helt store
Puha. Er det her det helt store jordskælv, som vi venter på? Jeg begyndte at tænke, om det var nu, jeg burde krybe ned under skrivebordet, men nåede det ikke.
Da bygningen var holdt op med at svaje, sad vi på vores stole ved vores arbejdspladser og kørte rundt som i en karrusel. Jeg blev helt i tvivl om, hvornår det var skælvet, der var slut, og hvornår det var min egen træthed og svimmelhed efter næsten ikke at have sovet i flyet til Tokyo i nat, der var begyndt at køre rundt med mig.
Varsler på skærmen
Næsten med det samme var der nogle af kollegerne, der styrtede ind i biblioteket lige ved siden af og tændte for NHK, det statslige japanske fjernsyn.
Her blev det allerede vist på skærmen, hvor stærkt skælvet havde været i de forskellige japanske amter, på hvilke kyster man forventede tsunamier, og hvor høje flodbølgerne forventedes at blive de næste steder.
Og pling. Pludselig blev det næste skælv automatisk varslet på skærmen - med epicenter inde på land i Fukushima-amtet af alle steder. Men det viste sig heldigvis at være en mindre affære.
Endnu et efterskælv
Velkommen tilbage til Tokyo... Man bliver godt nok effektivt mindet om, at dette her mareridt langt fra er overstået for de japanere, der bor midt i det hver eneste dag.
Inden jeg var helt færdig med at skrive dagens blogindlæg, var der endnu et efterskælv. Et mindre et af slagsen. Denne gang var stemningen i workroom knap så kålhøgen.
"Åh nej", sagde folk til hinanden. "Åh nej, nu igen....".