Slut med flagkrigen om Hans Ø
19. sep. 2005 20.40 IndlandDanmark og Canada er blevet enige om, at de stadig er uenige om, hvem den ubeboede klippeø i Nordatlanten, Hans Ø, egentlig tilhører.
Det skete, da den danske udenrigsminister Per Stig Møller mødtes med den canadiske udenrigsminister Pierre Pettigrew under FN's Generalforsamling i New York.
- Vi anerkender, at vi har vidt forskellige syn på spørgsmålet om suveræniteten af Hans Ø, sagde de to udenrigsministre i en fælles erklæring efter mødet.
Slut med flagkrig
Et skridt fremad er dog, at de to udenrigsministre er blevet enige om at sætte en stopper for de flagkrige, der har fundet sted på den 1,3 kvadratkilometer store ø, der ligger i farvandet mellem den canadiske Ellesmere Island og Grønland.
- Danmark og Canada kan jo ikke arbejde for fredelig konfliktløsning og så udstille, at det kan vi ikke engang selv finde ud af. Så vi blev enige om at starte en dialog om Hans Ø-problemet, og at vi ikke accepterer flagkrige. De vil ikke blive gentaget, lovede Per Stig Møller.