Tre danske helikoptere sendes til Irak
27. sep. 2005 18.00 IndlandDanmark sender tre helikoptere af typen Fennec til Irak, hvor de skal hjælpe den danske styrke i forbindelse med valgene den 15. oktober og den 15. december.
Forsvarsminister Søren Gade fik på et møde i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn støtte til udsendelsen fra de tre partier bag den danske Irak-styrke.
Helikopterene ikke bevæbnet
Udsendelsen kommer på et tidspunkt, hvor en række lande enten har besluttet at trække styrker hjem fra Irak eller diskuterer datoer for tilbagetrækning. Men Søren Gade understregede efter mødet, at der ikke er tale om en dansk militær optrapning, da helikopterne ikke bliver bevæbnede og kun skal bruges til observations- og transportopgaver.
Helikopternes 26 mand store besætning og mekanikere holdes da også indenfor rammerne af den nuværende Irak-styrkes 530 personer.
Observationsplatform
- Vi kan ikke regne med at trække på de britiske helikoptere i forbindelse med valgene, og derfor er det vigtigt at sikre os, at vi har det bedst mulige udstyr, altså beskyttelse. Helikopterne skal bruges til at se, hvad der sker i for eksempel en bymæssig bebyggelse. Hvis vore soldater går ind, så kan det være med til at redde liv, hvis helikopteren kan fortælle dem, hvad der sker foran, sagde forsvarsministeren.
- Helikopterne skal ikke have våben, da den type opgaver ikke kræver våben, og det har forsvaret ikke ønsket. De eneste våben på helikopterne vil være pilotens, altså en pistol og en karabin. Hvis man kommer i en situation, hvor det var godt have et maskingevær, så kommer helikopterne ikke i luften, sagde Søren Gade.
Øger risiko for Danmark, mener Aaen
Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen, advarer om, at de danske helikoptere vil øge terrortruslen mod Danmark.
- Det er bare en fortsættelse af USA's krigspolitik, som har ført til en katastrofe i Irak. I en situation, hvor mange lande overvejer at trække sig ud, så øger Danmark nu den militære indsats. Det kan betyde, at fundamentalister og terrorister får mere øje på Danmark, siger Frank Aaen.