Danske soldater hjem fra Irak med problemer
24. okt. 2005 00.53 Indland
Opdat.: 24. okt. 2005 08.36Danske soldater, der vender hjem fra Irak, oplever i stigende grad psykiske efterreaktioner som tegn på depression og søvnbesvær.
På det tredje hold danskere i Irak, dem der vendte hjem i august 2004, har 12 procent haft psykiske efterreaktioner, viser nye tal fra Forsvaret - dobbelt så mange som på de to første hold.
Hærens Konstabel- og Korporalforening vil have undersøgt, om det kan skyldes, at hold tre var afsted i seks måneder mens de to første var afsted i fire.
- Risikoen i Irak er højere end vi er vant til, siger foreningens formand Flemming Nielsen.
Politisk efterspil
Forsvarsordfører for Det Radikale Venstre, Morten Helveg Petersen, siger til Radioavisen at politikerne bliver nødt til at tage konklusionerne fra rapporten meget alvorligt.
- Vi må se, om der er mere, vi kan gøre med hensyn til at forberede soldaterne, inden de kommer afsted og se på, om der er mere, vi kan gøre for at tage vare på de mennesker, der kommer hjem igen efter at have gjort tjeneste i Forsvaret.
Også den konservative forsvarsordfører, Tom Behnke, mener, at antallet af udsendte soldater med psykiske efterreaktioner er for højt.
- Jeg kunne godt forestille mig, at man kunne gøre forholdene en anelse bedre, ved at man miksede de hold, man sender ud, så der både er nogle nye og nogle erfarne, som bliver sendt ud.
- Man kunne også forestille sig en løbende udskiftning af det hold man har ude, ikke kun i Irak, men også andre steder, siger Tom Behnke.
Der var 488 danske soldater udstationeret på hold tre i Irak.