Arla fjerner logo på fodboldtrøjer
15. feb. 2006 20.07 Indland
Opdat.: 15. feb. 2006 20.55Hverken Arla eller Dong vil risikere flere muslimske vredesudbrud, så nu har de fjernet logoet på fodboldlandsholdets trøjer, når de om halvanden uge spiller venskabskamp mod Israel.
Arla er sammen med Dong hovedsponsor for DBU's landshold. Nu vurderer mejerikoncernen, at reklamerne på spillernes tøj ikke er til gavn for virksomheden efter Muhammed-krisen, hvor Arla er blevet boykottet i flere muslimske lande.
- Vi vurderer ud fra et sikkerheds- og sponsormæssigt synspunkt, at det vil være bedst, hvis vi fjerner vores logo, siger informationschef i Arla, Astrid Gade Nielsen, til Politikens netavis.
Dong fravælger også logoet i solidaritet med sin medsponsor.
Boykot i Indonesien på vej
- Vi sponserer for at skabe en positiv stemning omkring virksomheden og fodbolden. I denne sammenhæng er der for meget fokus på virksomheden og boykotten af danske varer i Mellemøsten. Vi ønsker her at holde fokus på fodbolden, og så må vi vente med at sætte Arla-logoet på til næste gang, siger Arlas kommunikationschef, Astrid Gade Nielsen, til Ritzau.
Den hårdt pressede mejerikoncern kan støde ind i yderligere produktboykot, efter at importører i verdens største muslimske land, Indonesien, har sat en stopper for danske varer.
Ingen Arlavarer i Mellemøsten
Arla eksporterer blandt andet smør og ost til Indonesien, men har endnu ikke kunnet registrere nogen effekt af det stop for danske varer, som Sammenslutningen af Indonesiske Importører bekendtgjorde onsdag som følge af Jyllands-Postens 12 tegninger af profeten Muhammed.
- Vi har salg til Indonesien, men slet ikke i samme omfang som i Mellemøsten. Det er ikke et stort marked, og vi er ikke lokalt repræsenteret. Men vi følger selvfølgelig udviklingen nøje, siger Arlas kommunikationschef.
I Mellemøsten er boykotten af Arlas produkter fortsat total.
- Vi leder efter revner og sprækker i boykotten for at se, om vi kan få nogle varer ind på supermarkedshylderne igen, men det er ikke lykkedes endnu. Desværre, siger Astrid Gade Nielsen.