Danske mænd har Europas dårligste sædkvalitet
06. maj 2006 07.24 Indland
Opdat.: 06. maj 2006 10.33Danske mænd har Europas dårligste sædkvalitet - udover verdensrekord i testikelkræft.
Den bekymrende udvikling er blevet dokumenteret på Forskningens Døgn.
Undersøgelser af værnepligtige i en række europæiske lande konkluderer, at 40 procent af de danske mænd har "ikke tilfredsstillende sædkvalitet" - og 20 procent af mændene skal være meget heldige for at kunne blive fædre.
Professor Poul Bjerregaard fra Syddansk Universitet er sikker på, at problemerne stammer fra vores dagligdag - fra produkter vi køber.
Mistanke til kemikaler
Han mistænker kemikalier, herunder ftalater, for at have skylden, fordi de hæmmer dannelsen af kønshormoner hos både dyr og mennesker.
Ftalater bruges til at gøre plastic blødt - og de findes i blandt andet i kabler, gulve, legetøj, haveslanger, telte, presenninger og medicinsk udstyr. Også parabener i kosmetik mistænkes for at være hormonforstyrrende.
Finske mænd har ifølge undersøgelsen den bedste sædkvalitet og næsten ingen testikelkræft.
Sædkvalitet måles i "sædcelletal", og her ligger finske mænd 50 procent højere end danskerne.