Nye regler for adoption på vej
20. maj 2006 14.23 Indland
Opdat.: 20. maj 2006 16.26Et flertal i Folketinget vil se på, om barnløse kvinder og mænd, der først sent finder ud af, at de gerne vil adoptere, skal have lidt mere tid.
I dag må der højst være 40 år mellem forældre og barn på ansøgningstidspunktet, og familieminister Lars Barfoed nu lader et udvalg se på sagen. Han siger, at det virker ulogisk, at aldersgrænsen er en anden, nemlig 45 år, for fertilitetsbehandling.
Han advarer dog mod, at gøre aldersforskellen for stor mellem barnet og forældrene.
Hæve grænsen til 45 år
Dansk Folkeparti, De Radikale samt Adoption og Samfund ønsker at få grænsen hævet til 45 år.
- Som udgangspunkt bør grænsen bør være 45 år, så der er overensstemmelse med reglerne om kunstig befrugtning. Det handler også om, at vi bliver ældre og ældre, ligesom kvinderne også føder børn senere og senere. Derfor er det logisk at hæve aldersgrænsen, siger de radikales adoptionsordfører Simon Emil Ammitzbøll.
Dansk Folkepartis adoptionsordfører, Mia Falkenberg, tilføjer, at mange kvinder begynder først i 30'erne at spekulere på at få børn.
- Det lykkedes måske ikke, måske aborterer de flere gange, og når de så eventuelt overvejer at adoptere, så er de blevet 40 år og dermed reelt for gammel. Men på det tidspunkt kan de stadig gå i gang med at forsøge at blive insemineret.
Færre kinesiske børn
S-ordfører Lissa Mathiasen er skeptisk. Hun mener det vigtigste er barnets tarv, at det får en stabil opvækst og ikke risikerer, at en forældre i en tidlig alder.
Senest har den danske grænse ved de 40 år gjort det sværere at adoptere børn fra Kina, som bidrager med børn til en fjerdedel af verdens adoptioner. Kina har nu skærpet reglerne, så det ikke længere er muligt at adoptere kinesiske børn i alderen to til seks år, fordi der ganske enkelt ikke er flere forældreløse børn i den aldersgruppe.