Kun hver 3. voldtægtssag kommer for retten
30. maj 2006 07.27 Indland
Opdat.: 30. maj 2006 10.06Langt de fleste voldtægtssager kommer ikke for retten, selv om politiet har sigtet en person, viser en undersøgelse udarbejdet for Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre.
Om undersøgelsen
- Rapporten sætter fokus på de barrierer i det danske retssystem, der gør det vanskeligt at få voldtægtssager for retten, og undersøger om Danmark lever op til sine internationale forpligtelser om beskyttelse af kvinders menneskerettigheder.
-
Rapportens forfattere, cand.scient.pol. Camilla Laudrup og cand.scient.pol. Helle Rahbæk, har undersøgt politijournaler om voldtægtssager i fire sjællandske politikredse og interviewet en lang række anklagere, politifolk, bistands-
advokater og menneskerettighedseksperter
-
I 70 procent af alle anmeldelser for voldtægt kender parterne hinanden i forvejen, og det er især de sager, at anklagemyndigheden sjældent rejser tiltale.
En af forfatterne bag undersøgelsen, forsker Camilla Laudrup fra Rigshospitalet, siger til Politiken, at netop de sager, hvor parterne kender hinanden i forvejen, ofte betragtes som "dårlige sager".
Overgreb er svært at bevise
Det er nemlig svært at bevise, at der er begået et overgreb, og at det er sket med fortsæt.
Rapporten er lavet på baggrund af en gennemgang af journaler i fire politikredse samt interview med kriminalpoliti, anklagere, bistandsadvokater og diverse eksperter.
Konklusionen er, at anklagemyndigheden er for forsigtig med at rejse sager, der i så høj grad handler om troværdighedsvurderinger, og flere sager burde blive prøvet ved en domstol.
Bliver alligevel ikke til noget
Camilla Laudrup siger, at der, trods grundig efterforskning og vurdering af beviser, er en tendens til at gå til sagerne med en indstilling om, at de alligevel ikke bliver til noget.
- Kvinder i en strafferetslig sammenhæng må finde sig i mere fra en bekendt eller en ekspartner end fra en fremmed, står der i rapporten.
Den stiller også spørgsmålstegn ved, om Danmark lever op til sine internationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne, når det gælder om at beskytte kvindernes rettigheder.
Svære at føre i retten
Poul Bjørnholdt Løhde, formand for Politimesterforeningen, er enig i, at netop voldtægtssager, hvor partnerne kender hinanden, er svære at føre i retten. Han er dog betænkelig ved at være mere forsigtig, når sagerne vurderes.
Rapporten anbefaler at nedsætte specialiserede enheder, der lige som ved forbrydelser mod børn kan optimere arbejdet med voldtægtsområdet.