Syv terrormistænkte for retten
05. sep. 2006 18.48 Indland
Opdat.: 05. sep. 2006 20.46Efter de natlige anholdelser af ni terrormistænke mænd i Odense indledte byretten ved 16-tiden tirsdag eftermiddag grundlovsforhøret over syv af dem. Efter de indledende afhøringer blev to af de anholdte løsladt af politiet.
På strømpesokker og i joggingbukser blev en ung mand med skræmte øjne og langt skæg som den første ført ind i retslokalet, der var fyldt med journalister og civile politifolk.
Sigtes efter terrorparagraf
Anklageren, vicepolitimester Erik Terp fra PET, læste sigtelsen op. I måneden op til den 5. september har den unge mand været med til at planlægge en eller flere sprængninger i Danmark eller udlandet. Manden sigtes altså for forsøg på sprængning og drab efter straffelovens terrorparagraf, 114.
Den sigtede havde hænderne låst på ryggen med plastikstrips, men forsvareren, Jan Olesen, protesterede.
- Det er ikke rimeligt i en retssal, sagde han, og dommer Ingrid Therkelsen valgte at imødekomme ønsket om, at den mistænkte fik hænderne fri.
Umiddelbart efter valgte hun på anklagerens anmodning at lukke resten af retsmødet.
I færd med at skaffe sprængstoffer
De anholdte, som fremstilles, er en gruppe mænd på 18, 18, 21, 27, 32, 32 og 33 år. Seks af de sigtede er danske statsborgere, en er udenlandsk statsborger.
Det var ved to-tiden natten til tirsdag, at politiets specialstyrker slog til i Vollsmose. Gennem længere tid havde PET overvåget gruppen, og nu var der ifølge PET så tydelige tegn på, at mændene forsøgte at skaffe sig adgang til sprængstoffer, at efterretningstjenesten valgte at slå til.
- En række forhold peger i retning af, at flere af de anholdte var i færd med at anskaffe sig sprængstoffer eller objekter, der kan bruges til at fremstille sprængstoffer til brug for en terrorhandling. Det er selvfølgelig alvorligt, siger chefen for Politiets Efterretningstjeneste, politimester Lars Findsen.
Nøglepersoner orienteret
Aktionen var planlagt ned i detaljen. Først blev de anholdte og deres familier bragt til politigården i Odense. Derefter blev lejlighederne ransaget med assistance af forsvarets eksperter, og derpå blev en række nøglepersoner orienteret.
Det gjaldt blandt andre Odenses borgmester, justitsministeren, statsministeren og en række imamer, der skal hjælpe med opretholde roen. Vollsmose har tidligere vist sig som et letantændeligt kvarter, når politiet har anholdt nogen.
De anholdte er en gruppe mænd, der alle er mellem 18 og 33 år.
Betragter sagen med stor alvor
PET's chef, Lars Findsen oplyser, at når der er foretaget anholdelser i sagen nu, skyldes det, at det kan være vanskeligt at vurdere mere præcist, hvor langt fremme man har været i forberedelserne.
På den baggrund - og i lyset af den generelle situation på terrorområdet - har Politiets Efterretningstjeneste ikke ønsket at løbe nogen unødig risiko og har derfor valgt at slå til nu.
Justitsminister Lene Espersen er ikke i tvivl om, at sagen skal vurderes med stor alvor. Hun betegner sagen som noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogen sinde.