Eva Kjer langer ud efter Cosmopolitan
29. sep. 2006 11.45 Indland
Opdat.: 29. sep. 2006 16.25Vi ventede spændt på at møde den fri cosmopige, da det amerikanske Cosmopolitan gik i trykken i Danmark. I stedet har vi fået endnu en kvinde, der vokser ben, får multiorgasmer og giver mandens ego et boost.
Cosmopolitan
- Amerikansk magasin, der henvender sig til kvinder i alderen 18-34 år.
- Fra begyndelsen i 1965 til 1997 var Helen Gurley Brown chefredaktør og udviklede et magasinkoncept, hvor de klassiske damebladstemaer, sundhed og skønhed, fik selskab af de nye temaer, sex og karriere.
- Siden 1997 har Helen Gurley Brown været international chefredaktør.
- Amerikansk Cosmopolitan sælger mellem 2 og 2,5 millioner blade om måneden i USA.
- Med den danske udgave udkommer Cosmopolitan nu i 58 udgaver - det kan fås i over 100 lande og på 32 forskellige sprog.
Sådan lyder kritikken fra ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, som dermed langer kraftigt ud efter den danske udgave af bladet.
Chefredaktøren for bladet mener, at Cosmopolitan tegner et tidssvarende og sjovt billede af den moderne kvinde anno 2006.
På kvindens præmisser
- Jeg blev simpelthen så skuffet. Jeg havde læst et interview med chefredaktøren, hvor hun sagde, at her ville komme et blad, hvor det handlede om reel ligestilling. Hvor kvinder ville være, som kvinder nu er. Det skulle være seksuelt frigørelse på kvindernes præmisser.
I stedet mener ministeren, at kvinderne bliver fremstillet meget stereotypt med fokus på det sædvanlige.
- Og det synes jeg simpelthen er for plat, siger hun i P1 morgen.
Kvinder vil ha god sex
Cosmopolitans danske chefredaktør, Julia Lahme forstår ikke kritikken.
- Vi mener, at kvinder ligesom mænd gerne vil have et godt sexliv, at de gerne vil have det sjovt, have en fest og lægge an på nogen fra det modsatte køn.
Og hun mener ikke at Cosmopolitans redaktion lægger op til, at kvinder skal være perfekte hele tiden.
- Vores blad er netop en understregning af, at du godt kan sidde hjemme i sofaen og være grim og spise chips uden at skulle tilfredsstille din mand, siger Julia Lahme til P1 Morgen.