Kæmper for srilankansk dreng
19. okt. 2006 11.40 Indland
Opdat.: 19. okt. 2006 12.54Nu er alle kræfter sat ind på at forhindre, at en 15-årig dreng fra Sri Lanka bliver udvist af Danmark. Drengen sidder der hjemme uden at holde sig skjult, mens borgere har sat en underskriftindsamling i gang.
- Det er efter min mening lige præcis sådanne indvandrere, som vi bør holde på, og som kan stå som et godt eksempel for andre.
Sådan skriver Tilia Hansen fra Djursland på hjemmesiden www.hjaelprams.skrivunder.dk, hvor hun samler underskrifter til støtte for den 15-årige forældreløse dreng Rams.
Sagen om Rams
- Den 15-årige Rams fra Sri Lanka er den første mindreårige i Danmark, der har fået afslag på sin asylansøgning mod sin vilje.
- Rams har boet hos sin moster og onkel i Ebeltoft, siden han for halvandet år siden mistede store dele af sin familie under tsunamien i december 2004.
- Her mistede han mistede sin mor og to af sine tre søskende, og senere begik hans far selvmord. Den eneste tilbageværende bror, kæmper for oprørsgruppen De Tamilske Tigre på Sri Lanka.
- Begrundelsen for ikke at give drengen asyl i Danmark er, at han har slægtninge på Sri Lanka, der kan tage sig af ham. Men Rams advokat, Hannah Krogh, mener ikke, at det er rigtigt.
Har pizzeria
De indvandrere, som Tilia Hansen omtaler, er Rams' slægtninge, som drengen har boet hos under sit ophold i Danmark, og som driver et pizzeria i Rønde.
- De udviser en flittighed og et sammenhold, som enhver dansker burde være misundelig på. De virker velintegrerede og danske og er udadvendte, smilende og dejlige mennesker og har bestemt ikke fortjent det, de nu gennemgår på grund af den lille fætter, mener Tilia Hansen.
Afslag på asyl
Drengen har fået afslag på asyl.
Hans mor blev dræbt under tsunamien - og det fik senere hans far til at begå selvmord. Det sidste års tid har han boet hos sin moster og onkel i Ebeltoft.
Rams er blevet udvist af Danmark, fordi myndighederne mener, at han har familie i Sri Lanka der kan tage sig af ham. Men hans eneste nære familiemedlem er hans nu 18-årige bror, der kæmper for De Tamilske Tigere - en organisation, der er på EUs - og dermed også Danmarks terrorliste.
Politiet kommer igen
I mens sidder drengen og hans familie her i Danmark i en yderst usikker situation. Politiet forsøgte i går morges at hente drengen - men han var ikke tilstede.
- Det er han tilgengæld nu, siger drengens fætter, Presanna Navanidarace. Og familien kan forvente, at politiet dukker op igen, siger Mogens Hansen fra Grenå politi.
UNICEF bekymret
Hos FNs børneorganisation UNICEF er man stærkt bekymret over, at Danmark vil sende en skoledreng hjem til et land i kaos.
Informationschef i Unicef Karin Aaen har med egne øjne set de blodige spor som borgerkrigen trækker gennem landet.
Tilbyder ham et hjem
Nu tilbyder flere østjydere at huse flygtningedrengen. En af dem er Svend Erik Madsen.
- Det er selvfølgelig forkert at sige, at man vil bryde loven. Men jeg vil have det skidt med ikke at prøve og hjælpe den her dreng, siger han.
- Jeg har ikke nogen problemer med at bryde loven. Hvis ikke man hjælper en 15-årig dreng i sådna en situation, så er der noget galt, påpeger Svend Erik Madsen.
Asyl, opholdstilladelse og humanitær opholdstilladelse
-
Asyl
-
Asyl betyder beskyttelse. I 2005 søgte 2.260 personer om asyl. Udlændingeservice traf afgørelse i ca. 1.330 ansøgninger, og cirka 17 procent af disse fik asyl.
-
Uledsagede børn
-
Når børn under 18 år kommer til Danmark og søger asyl uden deres forældre eller andre voksne, som træder i forældrenes sted, kaldes de "uledsagede mindreårige asylansøgere".
-
Alle børn kan søge om asyl i Danmark. Uledsagede børn skal som udgangspunkt opfylde de samme betingelser som andre asylansøgere for at få deres ansøgning behandlet i Danmark og for at få asyl.
-
Børn betragtes dog som en særlig sårbar gruppe. Derfor skal deres ansøgninger behandles hurtigt.
-
Får et uledsaget barn opholdstilladelse, vil tilladelsen i første omgang være tidsbegrænset til 2 år. Når opholdstilladelsen udløber, kan barnet søge om at få den forlænget.
-
Afslag på asyl
-
Når en udlænding får endeligt afslag på asyl i Danmark, skal han eller hun rejse ud af landet straks.
-
Hvis udlændingen ikke frivilligt rejser, kan politiet udsende udlændingen med tvang.
-
Ophør af opholdstilladelse
-
En udlænding, der har opholdstilladelse i Danmark, kan miste den på flere forskellige måder.
-
Opholdstilladelsen kan enten bortfalde, eller Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge den. Endvidere kan man miste sin opholdstilladelse, hvis man bliver udvist for eksempel pga. kriminalitet.
-
Humanitær opholdstilladelse
-
Der kan gives humanitær opholdstilladelse til en udlænding, som er registreret som asylansøger i Danmark, hvis væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler herfor.
-
Integrationsministeriet vurderer om udlændingen kan få humanitær opholdstilladelse.
-
De lægger vægt på ansøgerens personlige forhold - om der er tale om en familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig, om der foreligger en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, samt varigheden af ansøgerens ophold i Danmark.
-