Forsvarschefen forstår ikke Anders Fogh
25. okt. 2006 10.53 IndlandForsvarschef Jesper Helsø, er overrasket over, at Anders Fogh Rasmussen kalder situationen i Irak for utilfredsstillende.
Ordet "utilfredsstillende" er negativt og dækker ifølge Helsø ikke det danskledede område i det sydlige Irak.
- Jeg ved ikke, hvilket område, statsministeren tænker på med sin udmelding. Det skrider langsomt fremad i det område den danske bataljon har ansvaret for, siger forsvarschefen.
Jobbet er langt fra færdig
Han mener, at udviklingen i Irak er som forventet.
- Jeg har lige fra starten vidst, at det var en krævende opgave. Om det tager to, fire eller otte år, kan jeg ikke sige.
Forsvarschefen fastslår, at jobbet langt fra er færdigt, og heller ikke bliver det til sommer næste år, hvor det nuværende mandat for de danske tropper udløber, og de danske soldater ifølge planen skal hjem.
Strategien kræver tid
Også Mikkel Vedby Rasmussen, der er chef for Dansk Institut for militære studier, vurderer at den nuværende politik er den rigtige.
- Problemet er, at den her strategi den kræver tid. Før den irakiske hær skal komme op, og før man langsomt og velovervejet kan trække sig ud af provins efter provins, og indtil man kan sætte den sidste soldat på et flyver. Den strategi tager lang tid. Koalitionen er ved at løbe tør for tid, fordi tålmodigheden med den her operation er ved at være forsvundet hjemme i hovedstaderne, siger Mikkel Vedby Rasmussen til Radioavisen.