Eksperter: Regeringen lytter ikke til FN i flygtningesager
09. nov. 2006 08.17 Indland
Opdat.: 09. nov. 2006 08.39Selv om en dreng fra Sri Lanka i sidste uge fik lov til at blive i Danmark - efter at FN havde sendt en fax - så er det langt fra sikkert at den næste flygtning vil være lige så heldig.
Regeringen bruger nemlig kun anbefalingerne fra FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR, når det passer ind i dens kram, lyder det fra flere eksperter.
For farligt at sende dem hjem
På tætpakkede værelser i asylcentre i Danmark sidder cirka 100 romaer fra Kosovo og næsten 600 irakere. Det er for farligt at sende dem hjem, og derfor anbefaler UNHCR, at de ligesom drengen Rems Ramachenderan fra Sri Lanka bør have en opholdstilladelse i Danmark.
Men det vil den danske stat ikke give dem. Og det har Seniorforsker Kim Kjær fra institut for Menneskerettigheder svært ved at forstå.
- Jeg synes det virker lidt nedladende og arrogant og også lidt forstemmende at regeringen har anlagt den linje, at hvis budskabet passer dem, så bruger de den, og ellers så gør de ikke.
Tagselvbord for regeringen
- Trukket lidt skrapt op vil jeg næsten hævde, at der er tale om en form for tagselvbord, siger Kim Kjær til DR Nyheder.
Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp er enig i kritikken.
- Jeg så selvfølgelig gerne at man lyttede mere til UNHCR end man gør i dag.
UNHCR anbefaler desuden, at man ikke prøver på at lokke romaerne og irakere til at rejse hjem ved hjælp af penge. Men det har den danske stat også gjort.
Minister afviser kritik
Kim Kjær synes det er særligt grotesk, at regeringen fremhæver, når den er enig med UNHCR - mens hvis man er enig - så glider man enten af på henstillingen eller sidder den fuldstædig overhøring.
Men det afvises blankt af Integrationsminister Rikke Hvilshøj.
- UNHCR's vurderinger indgår altid i den samlede sag og når der vurderes konkret. Men vi har i Danmark selvfølgelig lov til at have vores selvstændige holdninger, siger hun til DR Nyheder.