Flere handicappede fostre frasorteres
23. nov. 2006 23.51 Indland
Opdat.: 23. nov. 2006 23.53Handicappede får sværere og sværere ved at komme til verden.
På fem år er antallet af provokerede aborter på grund af handicap steget med mere end 50 procent - fra 211 aborter i 2000 til 320 sidste år, skriver JydskeVestkysten.
Øger frasortering
Ikke kun mongolbørn frasorteres. Også fostre med mindre alvorligere kromosomfejl som Triple-X-syndrom, Turner eller Klinefelter ender oftest som aborter, viser opgørelser fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.
Efterhånden som alle gravide bliver tilbudt screening, vil antallet stige yderligere, forudser Gert Bruun Petersen, professor i klinisk genetik ved Aarhus Universitet.
- Vi screener jo ikke for fostrets skyld, men for familiens, forklarer han.
- Jeg kan godt forstå, at man tager den lette løsning. Især når man tænker på, hvor meget vi mennesker higer efter det perfekte, forklarer professoren.
Kun én familie fik sidste år afslag fra Abortankenævnet, selv om der var noget galt med fostret. Det var fordi, risikoen for et handicap var meget lille.