Danske jøder skjuler identitet
16. dec. 2006 23.26 Indland
Opdat.: 16. dec. 2006 23.46De internationale spændinger mellem jøder og muslimer afspejler sig i det danske samfund.
Danske jøder føler sig generet af muslimer og er bange for at vise deres identitet, når de går på gaden i København, skriver Jyllands-Posten.
Jødiske forældre fravælger at sende deres børn til folkeskoler, der har mange elever med muslimsk baggrund, og foran den jødiske synagoge i København beder vagterne de deltagende jøder om at fjerne kalot og davidsstjerne, inden de begiver sig ud på gaden igen.
- Der er blandt jøder en frygt for den muslimske minoritet. De frygter at blive chikaneret fysisk og verbalt, siger talsmanden for Det mosaiske Troessamfund, Jacques Blum.
Hårdt miljø for jøder
Karen Margrethe Grønlund er skoleinspektør for Klostervængets Skole på Nørrebro, hvor 93 pct. af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk. Hun ser gerne jøder på sin skole. Hun byder dem også velkommen, men ved, at det kan blive hårdt for dem.
- Der var en jødisk lærer, som søgte job her. Jeg frarådede ham at bruge sit jødisk-klingende navn, hvis han sagde ja til stillingen. Læreren valgte at takke nej til jobbet, siger Karen Margrethe Grønlund.