Ombudsmanden kritiserer Skatteministeriet
21. dec. 2006 21.12 IndlandDet hjælper ikke noget at klage over en ubehøvlet skattemedarbejder til Skatteministeriet. Ministeriet afviser nemlig borgere, der føler sig dårligt behandlet af Skat, og det afføder kritik fra Folketingets ombudsmand.
Ombudsmanden mener ikke, at ministeriet har ret til at melde pas til borgernes klager over den nye skatte-mastodont.
- Det er vores opfattelse, at der ikke er den fornødne hjemmel til at afvise klager over sagsbehandlingen, siger direktør Jens Møller hos Folketingets Ombudsmand, til Politiken.dk.
Ministeriet har afskaffet sit eget ansvar
Ministeriet, som ifølge almindelig praksis skal behandle klager over underordnede myndigheder som for eksempel Skat, har selv afskaffet sit ansvar i en bekendtgørelse.
Men det holder ikke, mener Ombudsmanden - det er nemlig kun Folketinget, der kan fratage ministeriet ansvaret for at behandle klager fra borgerne, og det er ikke sket.
Dermed har Skatteministeriet ifølge Ombudsmanden siden juni afvist at behandle klager med henvisning til en bekendtgørelse uden hjemmel. Han kræver, at Skatteministeriet ser bort fra den dækningsløse bekendtgørelse som om den ikke var udstedt.
Enige om at være uenige
Skatteministeriet vil ikke rette sig efter Ombudmanden.
Det eneste, de to parter er enige om er at være uenige, fremgår det af et svar fra Skatteministeriet, der også er sendt til Folketingets skatte- og retsudvalg.
Skatteministeriet fastholder sin praksis. Det skal ikke være muligt for skatteyderne at klage over Skat til ministeriet.
Men ministeriet tager til efterretning, at der ikke er lovhjemmel til den bekendtgørelse, der fritager Skatteministeriet for at forholde sig til klager fra skatteyderne.