Dansk politi kritiserer østrigske kolleger i børnepornosag
09. feb. 2007 03.03 Indland
Opdat.: 09. feb. 2007 06.50Dansk politi mener, at de østrigske kollegaer var for tidligt ude, da de i onsdags meddelte, at de havde sprængt en international børne-pornografiring.
Den omfatter over 2.000 mistænkte i 77 lande, blandt andet Danmark, men det danske politi er endnu ikke kommet rigtig i gang med efterforskningen, skriver Urban.
For at finde frem til de danske involverede skal politiet først via dommerkendelser finde frem til hvem, der gemmer sig bag de ip-adresser, der er blevet fundet på internet.
Nå at skjule beviser
- Så de, der har gjort noget, kan jo nu forsøge at skjule det. Så jeg synes ikke det var særlig smart, siger kriminalinspektør Herman Overgaard, der hos Fyns Politi sidder på to af de 18 danske sager.
Hos Rigspolitiets it-efterforskningssektion, forklarer vicepolitiinspektør Hans Henrik Jensen, at sagen formentlig har været så stor, at det ikke har været muligt at slå til samtidig overalt, og dermed undgå at børneporno-brugerne når at advare hinanden. Han erkender, at østrigerne skulle have holdt lidt lavere profil.
- Det taler vi med dem om, næste gang vi ser hinanden i øjnene. Men jeg vil ikke lave en decideret klage over det, siger han til Urban.