Danmarks Indsamling gav over 52 mio. kr.
17. feb. 2007 22.56 Indland
Opdat.: 17. feb. 2007 23.10Danskerne var i det gavmilde hjørne lørdag aften, da indsamlingsshowet, Danmarks Indsamling, fik flere millioner kroner i kassen. Pengene går til Afrika.
Over 52.178.000 kroner blev lørdag aften samlet ind, da DR afholdt det store indsamlingsshow, Danmarks Indsamling.
Pengene fra indsamlingen går til syv konkrete nødhjælpsprojekter, der alle sætter ind forskellige steder i Afrika for at bekæmpe hiv/aids-katastrofen.
Indsamlinger i hele landet
De mange millioner kroner bliver fordelt mellem syv forskellige projekter, som Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF Danmark, Red Barnet, Læger uden Grænser, SOS Børnebyerne og Børnefonden står bag.
Det var både danske firmaer og private personer, der gavmildt donerede penge til de aidsramte i Afrika. Ud over at man kunne bidrage ved at sende en sms eller ringe, så var der også indsamlinger rundt om i landet, blandt andet på Kongens Nytorv i København.
Selve showet foregik i Tivolis Koncertsal, hvor blandt andet kunstnere som Erann og Julie Bertelsen underholdte.
Ifølge WHO er omkring 39,5 mio. mennesker smittet med hiv/aids på verdensplan. Cirka 24,7 millioner - altså mere end halvdelen af de smittede - lever i Sub-Sahara Afrika, som er den del af Afrika, som ligger syd for Sahara.
Lørdag aften var det endnu ikke opgjort, hvor mange penge der i alt var samlet ind, da der er indsamlinger rundt i hele landet.