Kronologi over urolighederne i København

Klokken 07.00 torsdag morgen iværksatte politiet en aktion for at rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Få overblik over begivenhederne derefter i vores kronologi.

Kronologi over rydningen af Ungdomshuset og de begivenheder som fulgte i kølvandet. Klokkeslæt er i visse tilfælde anslået.

Mandag den 5. marts 2007:

08:00Nedrivningskran begynder nedrivning af Ungdomshuset. Kranen begynder med den øverste etage på bagsiden af huset.

03:17Politi og aktivister tog sig søndag en slapper efter tre hektiske dage med 649 anholdelser i København. Ud af de 649 anholdelser er 227 blevet varetægtsfængslet.

Søndag blev 11 personer fremstillet i et grundlovsforhør, hvoraf ni blev sendt en tur i arresten. Selve søndagen på gaden gik også roligt med blot fire anholdte.

Søndag den 4. marts 2007:

22:31Det får store konsekvenser på landsplan, når regningen for weekendens uro gøres op. Politiet skal selv betale for ødelæggelserne. Det betyder mindre politi på gaden i hele landet. skriver morgenavisen dato.

22:06Alene den kommunale oprydning efter urolighederne vil koste mellem 1 og 2 millioner kroner. Og den samlede regning løber indtil videre op i mindst 14 millioner kroner, viser et overslag, som Politiken har beregnet.

22:01Venstrefløjen på Københavns Rådhus står stadig fast på, at der skal findes et nyt hus til de nu hjemløse brugere af det tidligere ungdomshus, skriver Berlingske Tidende.

18:51Fonden bag Ungdomshuset overvejer at købe et nyt ungdomshus - nærmest uanset om de unge vil have det eller ej. Det skriver Politiken.

14:00-16:00Dagens første demonstration fandt sted ved Nørrebros Runddel klokken 14.00. Her lavede de fremmødte en såkaldt sit down demonstration. Der skete ingen anholdelser.

Senere søndag tog flere end 1000 københavnere sig en cykeltur fra Vesterbro Torv til Rådhuspladsen. Folk hujede og ringede med klokkerne til fordel for Ungdomshuset.

11:35Ifølge Politikens oplysninger bliver Ungdomshuset på Jagtvej 69 revet ned. Bygningen vil være jævnet med jorden og brokkerne fjernet på to dage.

10:00:Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at der er anholdt ca. 643 personer siden rydningen af Ungdomshuset torsdag morgen.

Heraf er 218 blevet varetægtsfængslet, sigtet for overtrædelse af Straffelovens regler om vold mod tjenestemand, gadeuorden, m.v.

15 personer er blevet løsladt efter fremstilling for en dommer i grundlovsforhør. Resten af de anholdte er løbende blevet løsladt efter endt sagsbehandling, sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse m.m.

56 unge under 18 år er blevet anholdt. Ca. 20 af disse er blevet varetægtsfængslet og ikke blot sat i surrogatfængsel.

I alt er ca. 140 udlændinge anholdte. Der er tale om personer fra mange lande i Europa og enkelte fra USA. Heraf er anholdt 20 svenske, 20 norske og 25 tyske statsborgere.

7 forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen.

04:52Der er igen faldet ro over København, siger pressetalsmand for Københavns Politi Lars Borg, tidligt søndag morgen.

00:42Efter endnu en urolig og travl dag i København er det samlede antal anholdte efter tre døgns gadeoptøjer kommet op på 660. Lørdag føjedes 180 nye anholdte på listen.

Lørdag den 3. marts 2007:

23:30Et massivt politiopbud var lørdag aften opmarcheret ved Nørrebrohallen, hvor en gruppe unge tidligere på aftenen var samledes til demonstration. Alt forløber dog relativt stille.

22:28På Christianshavn var en store politistyrke opmarcheret på Christianshavns Torv, pga. formodninger om, at en større gruppe unge var på vej med metroen for at fortsætte fredagens optøjer i bydelen.

21:01Christianitterne er gået sammen med borgerne på Christianshavn om at lave en fredsvagtsordning, der skal forsøge at tale unge uromagere i bydelen til ro.

20:48Tre medlemmer af Netværket Gadens Førstehjælp blev i nat trukket væk og anholdt af politiet under urolighederne på Nørrebro. De er alle sigtet for ikke at fjerne sig efter politiets ordre. De tre var i gang med at behandle en tilskadekommen person, da de blev hevet væk af politiet.

20:16Lørdag aften var i alt 118 personer blevet fængslet i forbindelse med urolighederne i København. Flere fremstilles lørdag aften og nat i Københavns Byret.

20:02Mellem 20 og 30 unge gennemførte lørdag eftermiddag i Odense en sympatiaktion med Ungdomshuset i København.

17:49Lørdag eftermiddag begyndte to demonstrationer fra Vesterbro og Christianshavn, der gik via Rådhuspladsen til Nørrebroparken. Op mod 2000 personer deltog, og alt foregik i ro og orden.

17:04Christiania har indkaldt til internt fællesmøde kl. 18 lørdag aften og til møde med fristadens naboer kl. 19 om urolighederne på Christianshavn.

16:42Faderhuset vil først mandag meddele, om Ungdomshuset skal rives ned.

15:32Ruten for dagens demonstration i København ændres. Den går nu fra Rådhuspladsen via Åboulevarden til Nørrebroparken.

15:15Nyhedsavisen bortviser medarbejder, der har deltaget aktivt i optøjerne på Nørrebro. Samtidig beklager avisen, at medarbejderens reportage blev bragt.

14:39Politiet har skærpet kontrollen ved flere grænseovergange. Lørdag eftermiddag blev 40 svenskere sendt tilbage til Malmø, da politiet frygtede, at de unge kun var kommet til København for at lave ballade. De formodede aktivister blev stoppet på Hovedbanegården. Ud over Hovedbanegården er overvågningen også skærpet i blandt andet Gedser og Rødbyhavn, oplyser ritzau.

14:24Politiets ransagninger i København lørdag formiddag endte med 120 anholdte. Det oplyser politiets kommandocentral til Ritzau.

14:10Københavns Kommune har måttet aflyse lidt under 10 hjemmebesøg til ældre plejekrævende borgere i går aftes og nat på grund af urolighederne på Nørrebro og Christianshavn, vurderer Steen Gastrup, ledende basesygepljerske og medlem af døgnplejens krisegruppe. I løbet af natten til lørdag lykkedes det, pga. urolighederne, fx ikke Københavns Kommunes døgnpleje at komme frem til to beboere på Christianshavn, der skulle have haft hjælp til bleskifte.

14:00Den anmeldte Stjerne-demonstration, arrangeret af "Borgergruppen for Ungdomshuset" går i gang med afgang fra Enghaveplads og Christiania. Kl. 15:00 skulle demonstrationen nå Rådhuspladsen, hvor der vil være taler og musik. Derefter vil der være fælles optog mod Sankt Hans Torv.

13:00Det samlede antal anholdte er oppe på 570, fortæller vagthavende ved politiets kommandocentral, Uffe Uldahl. Indtil videre er 113 personer blevet varetægtsfængslet forbindelse med urolighederne. Nogle enkelte har dog kun fået opretholdt deres anholdelse i to til tre dage.

12:52Der har i nat været i alt 50 ildebrande i København, oplyser vagthavende ved Københavns Brandvæsen.

12:30Rektoren af Christianshavn Gymnasium vurderer forsigtigt at skaderne på skolen kommer til at koste minimum en halv million kroner, oplyser Ritzau.

11:54Den "retsgruppe", som kredsen omkring Ungdomshuset har nedsat for at bistå anholdte og fængslede demonstranter, er nu selv blevet anholdt, oplyser advokat Knud Foldschack.

11:43Politiets ransagninger i København lørdag formiddag endte med 90 anholdte.

11:29Målet med ransagerne er at finde udlændinge, der har deltaget i de seneste dages uroligheder, oplyser politiet.

10:46Politiet ransager i øjeblikket Folkets Hus i Stengade, et BZ-kollektiv i Baldersgade og i Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade. Det bekræfter politiets kommandocentral.

10:38Politiet skal ifølge øjenvidner være i færd med ransagninger i bl.a. Folkets Hus i Stengade og et bz-kollektiv i Baldersgade. Det vides endnu ikke med sikkerhed.

10:23De voldelige uroligheder i København har fået tysk politi til at forstærke overvågningen af den dansk-tyske grænse.

10:10Politiet retter deres antal af nattens anholdte til 176. Det samlede antal anholdte nærmer sig 450 personer.

9:34Alle dagens grundlovsforhør flyttes fra Dommervagten til Københavns Byret pga. det store antal anholdte.

9:03188 personer er blevet anholdt i løbet af natten og morgenen, oplyser politiet.

5:49Cirka 130 personer blev anholdt i løbet af natten til lørdag, oplyser Ritzau.

5:29Ritzaus bureau oplyser at politiet har fået varetægtsfængslet 77 aktivister, 14 personer valgte retten at løslade lørdag morgen efter langvarige grundlovsforhør om torsdagens optøjer. I alt er antallet af anholdte nu et omkring 400.

5:00Der er ved at være forholdsvis roligt på Christianshavn og Nørrebro. Politiet er ved at se på skaderne på Christianshavns Gymnasium der er voldsomt raseret. Det lykkedes hærværks-folkene at slippe ind på Christiania og væk.

4:00Politiet oplyser at aktivister er trængt ind på Christianshavns Gymnasium hvor de smadrer materiale og kaster computereudstyr ud af vinduerne. Endvidere er der nu gået ild i en børnehave på Griffenfeldtsgade 10, og et baghus er i brand. Brandvæsenet og politiet er tilstede i Griffenfeldtsgade.

3:30Politiet oplyser at de indtil nu har anholdt omkring 100 personer ovenpå fredagens uroligheder. Der tændes fortsat bål forskellige steder. Nørrebrogade er rolig mellem Rundelen og Kapelvej.

2:55Politiet er begyndt at rydde hele Nørrebrogade fra Rundelen og ned til Kapelvej. Inklusive alle sidegader.

2:25Også på Christianshavn er der ballade. Aktivister har kastet med sten og kanonslag mod politiet der er mødt talstærkt frem.

2:17Politiet er gået i gang med at rydde Nørrebros Rundel for personer. Barrikadebyggeriet fortsætter adskillige steder i byen. Det er tilsyneladende små grupper der laver barrikader, tænder bål og løber videre og bygger nye barrikader.

2.01Politiet er massivt til stede ved Nørrebros Rundel, som er spærret af for køretøjer. Der er forsøgt bygget barrikader på Nørrebrogade, men politiet er ved at fjerne dem. Politiet anvender bl.a. de svenske køretøjer som de har lånt.

1:59Der er antændt bål ved Meinungsgade, Møllegade, Sjællandsgade, Baggesensgade, Nørrebrogade, Prinsesse Charlottesgade, Baldersgade. Det oplyser politiet.

1.31Adskillige biler er lige nu i brand på Nørre Allé. Gaden er helt blokeret af brændende køretøjer. Politiet bruger højtaler-biler til at informere alle om at de skal tage hjem eller risikere at blive anholdt.

1.05Politiet er massivt til stede i området omkring Sankt Hans Torv. En del af aktivisterne trækker ned mod Trianglen. Flere aktivister forsøger hele tiden at trække biler ud på kørebanen for at bygge barrikade. Der er ild i mindst én bil.

00:51Politiet har netop spredt demonstrationen som holdt fest på Sankt Hans Torv. Det er sket med brug af tåregas. Det er tilsyneladende sket efter at aktivister har kastet med brosten og molotov-cocktails mod politiet. Politiet oplyser at hverken de fredelige demonstranter eller de stenkastende unge vil få lov til at komme ned til ungdomshuset

Fredag den 2. marts 2007:

23:49Demonstrationen nærmer sig nu Sankt Hans Torv. Foreløbig er alt fredeligt, og arrangørerne opfordrer til at der skal holdes fest når demonstrationen ankommer til Sankt Hans Torv. Med i demonstrationen er en lastbil med højtalere og DJ. Forrest i demonstrationen er flere og flere ved at iføre sig elefanthuer og maskerer ansigtet.

23:01Demonstrationen er ved at forlade Gammel Torv og er på vej mod Sankt Hans Torv

22:41Der er ca. 800 mennesker samlet til en demonstration på Gammel Torv. Ifølge planen skal de 800 bevæge sig til Sankt Hans Torv

20:59Alt er lige nu som det plejer at være på Gammel Torv. Den gadefest der tidligere blev annonceret er ikke gået i gang endnu. Politiet er på stedet. I en nærliggende gade er politiet ved at fjerne løse brosten fra gaden. På Ungdomshusets hjemmeside er desuden annonceret en demonstration ved midnat på Sankt Hans Torv.

20:45Stormødet i Folkets Hus på Nørrebro i København slutter. Aktivisterne begiver sig ud på gaderne.

19:53Svensk politi foretog fredag aften en razzia i et hus i Malmø og anholdte tre personer, som var på vej København. De anholdte mistænkes for at overtræde loven om brandfarlige stoffer ogsprængstoffer.

19:03Omkring 200-300 personer er samlet indenfor og udenfor Folkets Hus på Nørrebro, hvor aktivister tidligere på dagen annoncerede et stormøde skulle finde sted. Der er tændt et stort bål, som folk varmer sig ved.

19:00Jagtvej er stadig spærret ved Ungdomshuset. Der er relativt roligt i byen, oplyser Københavns Politi.

18:26Roligt ved Folkets Park på Nørrebro. Der er stort set ingen mennesker. Til gengæld er der mange politibetjente i mange af sidegaderne.

18:00Der er nu roligt på Nørrebro omkring Blågårds Plads og kun få tilbage fra den lille demonstration der fandt sted kl. 17:00, oplyser Københavns Politi.

17:30Omkring 50 unge går på gaden i Kolding for at demonstrere i sympati med Ungdomshuset.

16:04En gruppe unge vil på Kultorvet i København kl. 17 markere, at der skal være plads til forskellighed og at det kan gøres på en ikke voldelig måde, fremgår det er en pressemeddelelse fra nogen der kalder sig "Swingstorm".

15:22I en pressemeddelelse fra aktivisterne, som netop har forladt Socialdemokraternes partikontor, fremgår det, at "den uro vi har set, kun er begyndelsen".

15:00Politiet melder, at yderligere 17 personer er blevet varetægtsfængslet efter at have været i grundlovsforhør. Der er rejst sigtelser for vold mod tjenestemand og alvorlig gadeuorden. Der er sket fængslinger i 13 og 27 dage. Bl.a. er en 15-årig dreng blevet fængslet for stenkast.

14:50Aktivisterne forlader Socialdemokraternes kontor stille og fredeligt, men råber "vi ses" til de fremmødte betjente.

13:43Anklagemyndigheden har planlagt 92 fremstillinger efter nattens uroligheder. Det er historisk mange.

13:37Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er ankommet til partiets hovedkvarter. Hun beder politiet fjerne aktivisterne på Danasvej, oplyser Ritzau.

12:0018 aktivister fra en gruppe, der kalder sig "Aktionsgruppen for Frustrerede Københavnere", besætter Socialdemokraternes partihovedkontor på Danasvej på Frederiksberg.

11:00- Det skader de unges sag, at de bliver ved med at bruge vold og hærværk. Dialog og fredelige demonstrationer er vejen frem, siger justitsminister Lene Espersen (Kons.).

10:3217 unge er få sekunder fra at blive løsladt på grund af anholdtes ret til at komme for en dommer inden 24 timer. De 17 blev anholdt klokken 10:32 torsdag. Da de fredag fremstilles i retten viser rettens ur 10:34. Retten besluttede at ringe til TDC for at få den officielle tid. Den viste, at rettens ur gik præcis to minutter for hurtigt, og derfor besluttede dommeren, at retsmødet kunne gå i gang.

10:00Faderhuset er i fuld gang med at flytte de unges ting ud af Ungdomshuset. Det sker under stor politibeskyttelse. Flyttefolkene har valgt at maskere sig.

8:25Politibetjente fra hele landet er på vej eller er i København for at hjælpe kollegerne fra Københavns Politi med at holde lov og orden efter rydningen af Ungdomshuset. Alle politistationer har afgivet mandskab til opgaven, og politiledelsen har især trukket på ressourcerne på de store politistationer.

7:05Et døgn efter rydningen af Ungdomshuset er der fuldstændig roligt på Nørrebro og Christianshavn. Mest synlig er resterne af de afbrændte barrikader. Folk er så småt på vej til og fra arbejde. Jagtvej er fortsat spærret af for al trafik ud for Ungdomshuset.

7:00Stort set alle skoler og institutioner åbner dørene for børn og forældre. Kun syv institutioner holder lukket. Det drejer sig om Cismofytten, Blågårds Sogns Vuggestue, Blågårds Sogns Børnehave, Røde Rose 1 Vuggestue, Nørrebro Lille, Skole Skolen i Charlottegården og den Integrerede Institution Blikfang i Prinsessegade. Mange forældre holder dog børnene hjemme alligevel.

6:35Resultatet af nattens anstrengelser blev 219 anholdt, meddeler Politiet. De første 36 blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag aften og i nat. Til formiddag begynder flere grundlovsforhør af mellem 25 og 40 anholdte. Resten vil blive sigtet og løsladt i løbet af dagen.

4:30Seneste tal fra politiet lyder nu på 217 anholdte. 36 har været fremstillet i grundlovsforhør. En del af de 181 andre vil blive fremstillet i grundslovsforhør i løbet af morgenen, men langt størstedelen vil formodentlig blive løsladt med en opretholdt sigtelse.

3:11Politiet oplyser at 206 er anholdt efter urolighederne. Af de 206 er 36 allerede fremstillet i grundlovsforhør. De resterende 170 vil blive fremstillet i løbet af natten eller morgenen.

2:48Politiet rydder endnu engang Prinsessegade på Christianshavn. Brandvæsenet er på vej for at slukke to brændende biler.

1:54DR erfarer at der efter omstændighederne nu er roligt på Nørrebro og Christianshavn. Der er få bål tilbage på Nørrebrogade, men der foregår ikke konfrontationer mellem politiet og aktivister.

1:36Ritzaus Bureau skriver at 35 anholdte er varetægtsfængslet, én er løsladt. De 36 personer som politiet har fremstillet i grundlovsforhør er alle blevet anholdt i Ungdomshuset torsdag morgen. Af de 36 er 17 udlændinge.

1:32Politiet har nu spredt aktivisterne på Christianshavn som havde bygget bål og barrikade. En del aktivister er løbet ind på Christiania, politiet forfølger dem.

00:58Ritzaus Bureau oplyser at huset i Blågårdsgade netop skulle være blevet forladt.

00:51Også på Christianshavn forbereder politiet sig på at skulle rydde gaden. I Prinsessegade har aktivister bygget en barrikade.

00:50Blågårds Plads er forholdsvis rolig, der er bål og sporadiske barrikader. Politiet er mødt talstærkt op i området og forbereder sig lige nu på at skulle rømme den besatte bygning. Bygningen har tidligere huset en del af Handelshøjskolen og ligger på adressen Blågårdsgade 23b. Der skulle opholde sig omkring 100 personer i huset.

00:20Det forlyder at politiet forbereder sig på at at møde talstærkt op i Blågårdsgade for at rømme den besatte bygning.

00:15Politiet forsøger at sprede aktivisterne i Blågårdsgade. Aktivisterne kaster med brosten mod politiets køretøjer. Der er ingen tændte gadelamper i Blågårdsgade.

Tordag den 1. marts 2007

23:50I Blågårdsgade har flere hundrede aktivister forsamlet sig. Politiet er tilstede men ikke talstærkt. I Folkets Park er der fortsat fredelige demonstranter.

23:44Aktivister har besat en bygning i Blågårdsgade.

23:35Sørgemarchen på Folkets Plads udvikler sig nu voldeligt og arrangørerne har netop valgt at opløse demonstrationen. Politiet er ved at storme parken og der er tumult.

23:19Demonstrationen er nu nået frem til Folkets Park på Nørrebro mellem Stengade og Griffenfeldtsgade.

23:15I alt er 190 personer anholdt rundt omkring i byen oplyser politiet. 24 personer er foreløbig varetægtsfængslet i 27 dage. De 24 opholdt sig alle inde i Ungdomshuset under rydningen.

23:05Den fredelige demonstration bevæger sig lige nu fra Rådhuspladsen mod Folkets Park. Der skønnes at være mere end 1000 demonstranter. Med sig har de tre hvide kister, blomster og fakler. På Nørrebro er der fortsat bål, og også på Christianshavn er der bål. På trods af bål lader det til at freden er ved at sænke sig.

22:00På Rådhuspladsen er der lige nu samlet flere hundrede mennesker til en demonstration. I løbet af aftenen har der kørt en sms-kæde med opfordringer til at møde op.

21:38På Nørrebrogade er der lige nu et stort bål. 50-100 aktivister har samlet sig. Politiet er netop dukket op for at rydde gaden. Også på Christianshavn er politiet igang med rydningen, bålene er slukket. Regnen er begyndt at falde, det kan have en effekt på bål og aktivister.

20:56På Nørrebro er der forholdsvis roligt. Der bygges fortsat sporadiske barrikader. I Stengade er politiet lige nu ved at rydde barrikader med deres specialkøretøj.

20:32I Prinsessegade og flere andre sidegader til Torvegade ned mod Christiania er der lige nu brændende biler. Der kastes med kanonslag. Politiet er ikke talstærkt til stede.

20:25Ved 19.00-tiden begynder en række demonstrationer i flere tyske byer i protest mod rydning af ungdomshuset. I Berlin deltager mellem 300 og 400 personer fra det venstreradikale miljø i en demonstration der går i gennem bydelen Kreutzberg. De råber slagord mod rydningen af ungdomshuset i Købehavn og følges tæt af et større opbud af politi, oplyser DRs øjenvidende på stedet.

19:55Nørrebrogade er nu forholdsvis ryddet, politiet har brugt tåregas flere steder. Urolighederne er spredt ud til Griffenfeldtsgade og Blågårdsgade. Der er netop meldt om brændende containere på Torvegade på Christianshavn.

19:13Politiet forsøger lige nu at rydde Nørrebrogade, og har brugt tåregas.

19:01Politiet oplyser nu at cirka 150 mennesker er blev anholdt i løbet af dagen.

18:45Demonstranterne er nu meget spredt i smågrupper i områderne omkring Nørrebrogade, Kapelvej, Stengade, Skt. Hans Torv og Blågårdsgade. En gruppe er samlet omkring et kæmpebål på Nørrebrogade

18:24Demonstrationen er nu spredt i flere dele og mange er anholdt. Demonstranter forsøger flere steder at bygge intermistiske barrikader af privatbiler.

17:58Politiet rykker frem, og med en manøvre tilbageholdes en større gruppe demonstranter.

17:48Demonstranter og politi står over for hinanden på Nørrebrogade ud for Assistens kirkegården. En del kastekyst rammer i øjeblikket politiets køretøjer.

17:30Demonstrationen bevæger sig nu nord på af Nørrebrogade i retning mod Jagvej.

17:25Demonstrationen på Blågårds Plads bevæger sig nu væk fra pladsen og i retning mod Nørrebrogade.

17:05Politiet opfordrer demonstranterne på Blågårds Plads til god ro og orden. Og samtidig forlanger politiet, at demonstrationens ledere skal kontakte politiet, ellers vil politiet opløse demonstrationen.

16:50Politiet ankommer til Blågårds Plads for at opløse demonstrationen.

16:34Demonstrationen, som afgik fra Christiania kort efter klokken 16, må konstant ændre retning. Politiets vogne blokerer de små gader på Christianshavn foran demonstranterne, så de må dreje af.

16:30Den 20-årige tysker, der blev indlagt på Rigshospitalet i formiddag efter at være blevet ramt i hovedet med en genstand, er blevet udskrevet. I løbet af dagen har yderligere to henvendt sig på Rigshospitalets Traumecenter med småskrammer, men det var ikke alvorligt. På Bispebjerg Hospital har man kun modtaget to unge med småskrammer.

16:25Omkring 200 personer går i øjeblikket på Knippelsbro i retning mod indre by. De vil formodentlig slutte sig til en mindre gruppe demonstranter, som opholder sig ved Christiansborg Slotsplads.

16:09En gruppe demonstranter på mellem 50 og 100 mennesker har netop forladt Christiania. Gruppen er angiveligt på vej mod Blågårds Plads på Nørrebro, skriver Ritzau.

16:02Demonstrationen er nået frem til Blågårds Plads. Demonstranterne har taget plads på bænkene og afventer det yderligere forløb. Alt meldes roligt i området.

15:40Cirka 200 demonstranter går ad Vester Voldgade i Indre By i retningen mod Nørrebro. De kommer fra Rådhuspladsen og er en del af Reclaim The Streets-demonstrationen. Massive politistyrker passer dem op, skriver Modkraft.dk og Ritzau.

15:03Modkraft.dk annoncerer demonstration ved Christiania kl. 16:00. Herfra vil den bevæge sig til Blågårds Plads.

15:00Retsmøder i Københavns Byret efter rydningen af Ungdomshuset begynder formentlig først ved 19-tiden, oplyser byrettens præsident, Søren Axelsen.

14:16Fristaden Christiania har ingen forståelse for politiets angreb på Ungdomshuset og opfordrer alle til at støtte Ungdomshuset med demonstration gennem byen.

14:16Fristaden Christiania har ingen forståelse for politiets angreb på Ungdomshuset og opfordrer alle til at støtte Ungdomshuset med demonstration gennem byen.

14:00En Reclaim the Streets-demonstration indledes på Israels Plads. Kort efter blokerer demonstranterne Nørre Voldgade ved Nørreport Station. Blokaden får trafikken til at gå i stå i området. Politiet beordrer demonstrationen opløst.

14:00Københavns Politi oplyser torsdag ved 14-tiden, at der i dagens løb er blevet anholdt omkring 90 personer i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset og under de efterfølgende optrin forskellige steder i byen. Politiet oplyser desuden, at der er anmeldt en demonstration for Ungdomshuset klokken 17 fra Blågårds Plads på Nørrebro, samt en klokken 22 fra Rådhuspladsen til Folkets Park på Nørrebro.

13:17- Rydningen forløb fuldstændig efter planen, og derfor synes jeg ikke, at det er særligt behageligt at se medierne koge det her op til et kæmpemæssigt voldsomt opgør, siger Lene Espersen til Ritzau.

13:14Overvågningen er skærpet i Gedser og Rødbyhavn.

13:03- Situationen virker anspændt, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Flemming Steen Munch. Byretten har opgraderet deres mandskab, til at kunne klare 5-6 sager ad gangen fra kl. 16:00.

13:02Aktivister fra Skanderborg og Århus er blevet standset af politiet, da de var på vej til København, oplyser den venstreorienterede hjemmeside Modkraft.

13:00Cirka 60 personer er blevet anholdt i dagens løb. Omkring 35 af dem blev anholdt i selve huset, melder politiet.

12:53Skoler og daginstitutioner i København lukker på stribe på grund af rømningen af Ungdomshuset på Nørrebro, oplyser Ritzau.

12:41Et bredt flertal i Folketinget bakker op om politiets aktion, oplyser Ritzau.

12:08Det forlyder at flere banker på Nørrebro har besluttet at lukke efter kast med brosten. Mange butikker er begyndt at barrikadere sig i forventning om nye aktioner.

12:02Politidirektør Hanne Bech Hansen kalder politiaktionen for en succes. Til TV-Avisen siger hun, at betjentene "let og elegant" erobrede Ungdomshuset.

11:49To unge har henvendt sig på Rigshospitalets traumecenter med blå mærker og mindre skader, oplyser Ritzau. Skaderne var ikke større end at de kunne blive behandlet på stedet, og de forlod traumecentret umiddelbart efter.

11:39Politiets bombeeksperter trænger ind i Ungdomshuset for at sikre huset.

11:37Ungdomshusets presse beskylder Københavns politi for at udøve politivold. Politiet udtaler at auktionen er forløbet roligere end forventet.

11:20Rejsende bliver kontrolleret ved Storebælt for at spotte eventuelle sympatisører.

11:39Politiets bombeeksperter trænger ind i Ungdomshuset for at sikre huset.

11:37Ungdomshusets pressegruppe beskylder Københavns Politi for at udøve vold. I følge politiet er auktionen forløbet roligere end forventet.

11.20Rejsende bliver kontrolleret ved Storebælt for at spotte eventuelle sympatisører.

11:05ca. 75 anholdt på nuværende tidspunkt, oplyser politiet.

10:36Politiet ankommer til Torvegade på Christianshavn med flere hollændervogne.

10:35De unge fra Ungdomshuset indleder de første blokader af trafikken i København. En gruppe på ca. 15 med bannere blokerer trafikken på Østerbrogade.

10:20Brændende containere, der spærrer Torvegade ved Christiania. Tyk sort røg rejser sig over det meste af området omkring Christiania, efter at hætteklædte personer har smidt molotovcocktails på bålet.

10:16Politiet gør klar til at rydde barrikader på Nørrebrogade.

10:05Der er aktioner forskellige steder i byen. Aktivisterne spreder sig, bl.a. opbygger »Feminister for flere fristeder« 12 blokader forskellige steder i byen. Foreløbig er 25 mennesker ude fra gaden og 35 inde fra Ungdomshuset blevet anholdt. Indtil videre har politiet kendskab til én tilskadekommen.

9:49Cirka 100 til 150 aktivister forsøger fortsat at bygge barrikader over Nørrebrogade. Politiet kører ind i barrikaderne med deres biler for at fjerne dem.

9:46Aktivister forsøger at bygge barrikade på Nørrebrogade. Der bliver kastet med brosten, flasker og andre ting mod politiets vogne på Nørrebro i København. En container bliver brugt til at barrikadere Nørrebrogade. Blandt de unge aktivister er flere af dem maskerede. Fra toppen af containeren bliver der kastet masser af brosten mod politiet.

9:33Nørrebros Runddel bliver ryddet for aktivister. Der er forholdsvist roligt, men der er mange aktivister i kvarteret. Foreløbigt er der foretaget omkring 20 anholdelser.

8:41Politiet anholder personer på Runddelen. Der er skubben og masen mellem aktivister og politi.

8:34Politiet rydder Nørrebros Runddel og begynder at anholde tilstedeværende, der ikke vil fjerne sig.

8:31Talspersoner fra Ungdomshuset fastholder, at planen i forbindelse med rydningen er, at tilhængere af huset skal dukke op i lokalområdet. I dag er der protestdemonstration kl. 17 på Blågårds Plads og i morgen er der planlagt aktionsdag.

8:19Omkring 100 af Ungdomshusets tilhængere forsøger at bryde igennem politiets afspærringer på Jagtvej ved Runddelen. Der er omkring 15 af de såkaldte hollændervogne og ti transitter til stede. Politiet erklærer forsamlingen for »opløst i dronningens navn«.

8:15Politiet går i gang med at rydde Assistens Kirkegården overfor Ungdomshuset.

7:00Kl. 7 om morgenen begynder rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. Præcis 30 sekunder efter klokken slår 7, firer politiets specialstyrker med helikopter politimænd ned på Ungdomshusets tag og derfra trænger de ned og ind i selve Ungdomshuset. Flere kraner løfter et antal betjente op foran huset, så de kan trænge ind på flere etager af gangen. Desuden stormer betjente ind i husets stueetage. Brandbiler sprøjter skum i store mængder på huset. Det er Rigspolitiets aktionsstyrke, der står for rydningen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: