Nissen påtager sig ansvaret for DR-økonomi
15. mar. 2007 20.23 IndlandTidligere generaldirektør i DR Christian Nissen påtager sig ansvaret for det store budgetunderskud i det nye DR-byggeri.
- Man kan ikke klandre Plummer for disse økonomiske overskridelser, for de fejlagtige beslutninger, der blev truffet, det var nogle, jeg traf, så ansvaret er mit, siger Christian Nissen til TV-Avisen.
Udtalelsen overrasker ikke nuværende generaldirektør Kenneth Plummer:
- Den overrasker sikkert heller ikke alle dem, der ved, hvad den her sag går ud på. Kan vi bruge den til noget? Det ved jeg ikke. Men jeg vil konstatere, at det er mit ansvar sammen med den øvrige direktion og bestyrelse at løse de problemer, som budgetoverskridelsen indebærer, siger Plummer.