13 punkts plan mod fedme
-Fortsætte med at øge tilgængeligheden af sunde fødevarer som frugt og grønt samt fisk, herunder også have fokus på at udvide sortimentet af spiseklart frugt og grønt og andre sunde madkomponenter.
-Udvide sortimentet af energireducerede alternativer til flere varetyper.
-Bistå med at markedsføre de 8 nye kostråd og i det hele taget understøtte offentlige kampagner for sund kost og levevis.
-Når der tilbydes opskrifter til kunderne, vil disse også omfatte sunde opskrifter. Egne opskrifter vil så vidt muligt indeholde en næringsangivelse. Det bestræbes, at opskrifter på et samlet måltid efterlever kostrådene.
-Næringsdeklarationerne er en vigtig kilde til viden om produkterne. Færdigpakkede "egne varer" forsynes så vidt muligt med næringsdeklarationer. Ligeledes opfordres leverandører til at forsyne flere færdigpakkede fødevarer med næringsdeklarationer, som tilfældet allerede er for de fleste varer.
-Forbrugerviden er afgørende for, at forbrugerne er i stand til at træffe et sundere valg. Jo tidligere i livet den viden opnås, desto bedre. Dagligvarehandlen støtter derfor Dansk Varefakta Nævns projekt med at uddanne skolelever til at forstå næringsdeklarationer.
-Dagligvarehandlen opfordrer til, at ernæringslære og læren om sund kost kommer til at indgå i de grundlæggende fødevareuddannelser samt andre relevante erhvervsuddannelser.
-Dagligvarehandlen ønsker, at fødevareforskningen i større udstrækning skal omfatte initiativer af relevans for detailleddet med henblik på at forøge forbrugerens indkøb af sunde fødevarer.
-Sunde fødevarer som frugt og grønt er meget modtagelige for stød og slag. Dagligvare-handlen opfordrer til, at der afsættes forskningsmidler til at forske i produktudvikling, herunder nye emballage- og opbevaringsformer, og udvikling af mindre usunde varianter af snacks.
-Markedsføringsloven har fra 1. januar 2007 tilladt, at der gives gaver (tilgift) i tilknytning til køb. Dagligvarehandlen vil ikke give slik som tilgift. For ikke at tilskynde til køb af slik, vil dagligvarehandlen også afstå fra at give tilgift i tilknytning til køb af slik.
-Når det bliver tilladt at sælge berigede fødevarer, vil dagligvarehandlen afstå fra at sælge slik beriget med vitaminer og mineraler (med mindre der er tale om helsekostlignende produkter som urtbolcher klart målrettet voksne).
-Dagligvarehandlen er enig i, at der skal tages særlige hensyn til børn og unge. Dagligvare-handlen vil derfor undlade at reklamere for usunde fødevarer (slik, læskedrikke, chips m.v.) i medier målrettet børn, nærmere bestemt TV-reklamer til børn, børneblade, børnesider på Internettet og SMS-reklamer målrettet børn.
-Fedme handler både om, at vi spiser usundt, og at vi spiser for meget. I den forbindelse har der været rejst kritik af, at slik, læskedrikke og konfekture sælges i stadig stigende pakkestørrelser. I det lys vil dagligvarehandlen samarbejde med industrien om at begrænse udviklingen af pakkestørrelsen på slik, læskedrikke og konfekture