Minister stopper adoption fra Indien
11. jun. 2007 00.02 Indland
Opdat.: 11. jun. 2007 09.08Adoption af børn fra Indien bliver nu midlertidigt stoppet af familie- og forbrugerminister Carina Christensen.
Familie- og forbrugerministeren har sat midlertidigt stop for adoptioner fra Indien efter afsløringer i DRs 21 Søndag
Det sker, efter at DR's 21 Søndag har afsløret, at adoptivbørn, der er kommet til Danmark fra Indien, kan være ofre for menneskehandel eller kidnapninger.
- Jeg er foruroliget over de forhold, som er kommet frem. Jeg kan ikke acceptere, at børn gøres til forretning, og det er helt uantageligt, hvis en dansk organisation har medvirket gennem at betale overpris til de indiske samarbejdspartnere, siger Carina Christensen i en pressemeddelelse.
Adoptionsskandaler
Den omtalte organisation er AC Børnehjælp, som ifølge 21 Søndag har været dybt involveret i nogle af Indiens største adoptionsskandaler.
Carina Christensen beder nu Familiestyrelsen om at gennemgå foreningens regnskaber for at få afklaret, hvorvidt AC Børnehjælp har fulgt de retningslinjer for betaling og donationer, som eksisterer i Indien, oplyser ministeren.
Vi skal være helt trygge
De adoptionssager fra Indien, som i øjeblikket er under behandling, vil blive tjekket grundigt igen, og de vil kun blive gennemført, hvis de danske myndigheder får dokumentation for, at de kørt efter reglerne. Det drejer sig om et fåtal, oplyses der i pressemeddelelsen.
- Der vil ikke blive optaget flere danske adoptanter på ventelisten, før vi fra dansk side er helt trygge ved, at adoptioner fra Indien kan gennemføres på betryggende vis, siger Carina Christensen.
AC Børnehjælp og fremmedadoption
International fremmedadoption
- Ved international fremmedadoption forstås adoption af et udenlandsk barn, hvor ansøgerne ikke har en sådan tilknytning (i form af f.eks. familierelationer m.v.) til barnet eller dets forældre, at der er tale om en familieadoption.
- Ved international fremmedadoption kender ansøgeren i langt de fleste tilfælde ikke i forvejen det barn, som ønskes adopteret. Barnet vil normalt blive anvist til ansøgeren gennem en af de formidlende organisationer, og barnets biologiske forældre vil ikke kunne få kendskab til, hvem adoptivforældrene er (anonym adoption).
- Selv om ansøgerne i forvejen har et vist kendskab eller en vis tilknytning til det barn, som de ønsker at adoptere, vil adoptionssagen alligevel blive behandlet som en fremmedadoption, hvis der ikke foreligger det særligt tætte forhold, som gør, at adoptionen er en familieadoption.
AC Børnehjælp
- Formidlingen af udenlandske børn til danske adoptionsansøgere varetages for tiden af to private organisationer, som er autoriseret af justitsministeren. Det drejer sig om henholdsvis AC Børnehjælp og DanAdopt.
- AC Børnehjælp er en selvejende institution, der har eksisteret siden 1969.
- I alt har organisationen hjælpeprojekter i omkring 20 lande og adoptionsformidling fra ca. 15 lande til danske forældre.
- Udviklingsprojekter og fadderskaber er finansieret af eksterne midler som f.eks. Danida samt af ca. 1200 faddere, mindre fonde, firmaer og private sponsorer. Dertil kommer et mindre bidrag fra adoptionsansøgerne via deres formidlingsgebyr.
- Det daglige administrative arbejde foregår i Århus, hvor 20 ansatte arbejder. Derudover har organisationen omkring 30 ansatte i de lande, som der samarbejdes med.
Læs mere på AC Børnehjælps hjemmeside. Klik her.