Turneringspoker er ikke hasard
13. jul. 2007 13.24 Indland
Opdat.: 13. jul. 2007 13.28Pokerespillere landet over kan godt slappe af. De kan fortsætte med at spille, som de plejer.
Retten i Lyngby har i dag nemlig slået fast, at spilleren selv har indflydelse på spillets gang, og at det derfor ikke er hasard.
Hasardspil
-
Hasardspil skal i relation til Straffelovens §§ 203-204 forstås som spil, hvor man forsøger at opnå en erhvervsmæssig økonomisk fordel ved spil.
-
Derfor vil fx private pokeraftener falde uden for bestemmelserne.
Principiel afgørelse
Den principielle sag kunne ellers have haft den konsekvens, at poker fremover kun måtte spilles i kasinoer.
Dansk Pokerforbund var tiltalt for at have arrangeret og lagt lokaler til hasardspil. Forbundets advokat forsøgte at overbevise retten om, at den form for turneringspoker, der blandt andet spilles i forbundets lokaler i Charlottenlund, lå langt fra de typer hasard, som hasardloven handler om.
Anklagemyndigheden derimod henholdt sig til Justitsministeriets Retsudvalg, som i 2006 fastslog, at poker er at betragte som ulovlig hasard.
Kan ankes til landsretten
Det var Horesta der i sin tid anmeldte pokerforbundets formand, Frederik Hostrup-Pedersen, på vegne af de danske casinoer, for overtrædelse af straffelovens paragraf 204 om hasardspil.
Anklagemyndigheden har 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til landsretten.
Straffelovens hasardbestemmelse
-
Ulovligt hasardspil straffes hovedsageligt efter Straffelovens §204:
-
§204: ”Den, som på offentligt sted yder husrum til eller foranstalter utilladt hasardspil, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”
-
Stk. 2. ”Lige med offentligt sted anses foreningslokaler, når enten enhver eller enhver af en vis samfundsklasse som regel kan opnå optagelse i foreningen, eller utilladt hasardspil indgår i foreningens formål, eller der erlægges særlig betaling for deltagelse i spillet.”
-
Stk. 3. ”Den, som på offentligt sted deltager i utilladt hasardspil, straffes med bøde.”