De første irakiske tolke får asyl
31. aug. 2007 11.48 Indland
Opdat.: 31. aug. 2007 12.5159 irakere - 18 voksne og 41 børn - har netop fået asyl og opholdstilladelse i Danmark.
I alt 59 irakere har fået opholdstilladelse i Danmark. Det har udlændingeservice afgjort fredag.
Afgørelsen er truffet af Udlændingeservice, der hermed har afsluttet behandlingen af den første gruppe irakiske tolke og deres familier, der blev hentet til Danmark, samtidig med at de danske tropper blev trukket ud af Irak.
Beskyttelse
Udlændingeservice har vurderet, at tolkene og deres familier har behov for beskyttelse, da de risikerer at blive udsat for overgreb, hvis de vender tilbage til Irak.
Alle 59 bor på asylcentret i Thyregod, hvor de har opholdt sig, mens deres ansøgning om asyl er blevet behandlet.
- Tolkene og deres familier vil blive behandlet præcis som alle andre flygtninge, som får asyl i Danmark. De overgives til en kommune 1. oktober, hvor de skal gennemføre et sædvanligt integrationsprogram, siger kontorchef i Udlændingeservices asylkontor, Birgit Petersen.
Alle tolkesager forventes behandlet inden årets udgang
Der er indtil nu kommet 309 tolke og andre irakere, der arbejdede for de danske styrker, samt familiemedlemmer til Danmark. Deres ansøgninger forventes behandlet inden årets udgang.
Sagen om de irakiske tolke
-
29. oktober 2006:
En bus med 17 irakiske universitetsstuderende, der arbejdede som tolke for den dansk-britiske politiuddannelse gennem koalitionen, bliver dræbt.
-
18. januar 2007:
Befalingsmænd og officerer fra Camp Danevang appellerer til danske politikere om at give de 21 lokale irakiske tolke, der arbejder som tolke direkte under den danske bataljon i Irak, asyl. De mener, at Danmark har en »moralsk forpligtelse« til at sørge for tolkenes sikkerhed, når de danske styrker trækkes ud til august. Forsvarsminister Søren Gade gør opmærksom på, at regeringen ikke vil tilbyde tolkene politisk asyl. Man vil ikke »særbehandle« tolkene, hedder det.
-
22. februar 2007:
Statsminister Anders Fogh Rasmussen annoncerer på et pressemøde, at de danske soldater trækkes ud af Irak til august.
-
24. februar 2007:
Centralorganisationen for Stampersonel (CS) mener, at regeringen er »moralsk forpligtet«, når Danmark trækker sig ud. Adskillige medlemmer ytrer deres bekymringer på tolkenes vegne.
-
28. februar 2007:
Statsministeren lover, at de irakiske tolke ikke "bliver ladt i stikken".
-
30. marts 2007:
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) lover S og R, at de irakiske tolke vil blive hjulpet. Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti afviser blankt, at tolkene skal have asyl i Danmark.
-
7. juni 2007:
DF siger nej til asyl. Hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti erkender forsvarsordfører Hans Kristian Skibby, at svaret til tolkene har trukket alt for længe ud. Men han afviser asyl, fordi han frygter, at det vil åbne for, at andre, der har hjulpet, kan komme til Danmark. Samtidig beslutter USA i starten af juni at give asyl til 7.000 irakere, der har arbejdet for amerikanerne.
-
8. juni 2007:
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser at fremme en afgørelse om tolkene. Både stampersonellet og Dansk Flygtningehjælp presser på for en beslutning.
-
18. juni 2007:
DR erfarer, at den irakiske tolk Mohammed Ismael, der arbejdede for det danske udenrigsministerium, blev dræbt af irakiske oprørere i 2006. Det får Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, til at kræve en løsning på problemerne for tolkene: »Jeg undrer mig over, at regeringen først nu oplyser, at en af vores medarbejdere er blevet slået ihjel. Jeg håber ikke det skyldes modvilje mod overhovedet at indrømme, at tolkene er truet,« siger Mogens Lykketoft. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bekræfter, at en tolk blev dræbt, mens han arbejdede for den danske styringsenhed i Irak i december.
-
20. juni 2007:
Det kommer frem, at imens den danske regering ikke umiddelbart har kunnet love irakiske tolke tilknyttet den danske hær asyl i Danmark, har to irakiske tolke, der har arbejdet for USA, fået ophold i Danmark.
-
28. juni 2007:
Der er fundet en løsning på problemet med de 22 tolke, der har hjulpet de danske styrker i Irak. Aftalen betyder, at de irakiske tolke, der ønsker at komme til Danmark, vil få tildelt et indrejsevisum. Forsvarsminister Søren Gade (V) fremlagde i dag løsningen på et møde i Udenrigspolitisk Nævn. Han sagde ligeledes i går, at aftalen gælder alle de 140 irakere, der har arbejdet for Danmark.
-
17. juli 2007:
Det første fly med 87 irakiske tolke, familiemedlemmer og hjælpearbejdere lander i Kastrup lufthavn.
-
18. juli 2007:
Det andet fly ankom med 34 kvinder, ældre og børn sammen med et specielt lægehold, da flere af kvinderne var gravide.
-
20. juli 2007:
Det tredje fly lander med omkring 80 irakiske tolke, nære familiemedlemmer, hjælpearbejdere og ansatte fra udenrigsministeriet i Københavns lufthavn.
-
23. august 2007:
Endnu 27 irakere kommer til Danmark fra det sydlige Irak. Med sig har de 58 familiemedlemmer. De følger efter cirka 225 tidligere ansatte og pårørende, som er kommet til Danmark siden juli.
I alt er 96 tidligere ansatte nu i Danmark med deres familier. Det bringer det samlede antal asylansøgere op på 309.